Indiens uheldige afhængighed

Bragt 11. januar 2011 i Tipsbladet

Deres landshold kunne næppe klare sig i den danske 1. division og er kun med til de asiatiske mesterskaber, fordi de på hjemmebane for tre år siden vandt en turnering med fodbolddværge som Afghanistan og Burma. Forklaringerne på problemerne er mange, men potentialet i indisk fodbold er så økonomisk attraktivt, at sponsorer og europæiske klubber står på spring for at score kassen – og måske udvikle fodbolden - i det enorme land.

- Vi har ikke de store chancer. Vi indkasserede 18 mål i vores fire testkampe, og vi er meget langt fra det niveau, VM-deltagere som Australien og Sydkorea og et land som Bahrain har.

Der er flere forklaringer på, at den indiske sportsjournalist Kashinath Bhattacharjee var alt andet end optimistisk, da Tipsbladet talte med ham kort før Indiens åbningskamp mod Australien ved de asiatiske mesterskaber, og at verdens næststørste land med 1,17 milliarder indbyggere og 20 millioner Manchester United-fans ikke har været i nærheden af en VM-slutrunde, siden man i 1950 afviste invitationen til VM i Brasilien på grund af den lange rejse.

Flere af Indiens største fodboldklubber er grundlagt i slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900-tallet, og fodboldspillet havde en vigtig rolle i kampen for selvstændighed fra Storbritannien, hvor fodboldspillet blev et sted at samles og være stolt over at være indisk.
Men efter uafhængigheden faldt spillet hen i dvale.
Mens Indiens cricketlandshold er blandt verdens bedste og tiltrækker enorme tilskuer- og seertal, er interessen for den hjemlige fodboldliga nærmest ikke eksisterende, især uden for Calcutta, hvor man så sent som i 1998 kunne proppe 131.000 tilskuere ind til lokalopgøret mellem East Bengal og Mohun Bagan.

- Cricket er en religion her i Indien. Ingen børn og unge har lyst til at blive fodboldspillere, de vil have en karriere i cricket” siger Kashinath Bhattacharjee, der arbejder på Calcutta-avisen Aajkaal.

Kun en af de 23 mand i Indiens trup til Asian Cup spiller uden for Indien, og mange af landsholdsspillerne bliver i den hjemlige liga overstrålet af ukendte udenlandske spillere, der ikke har niveauet til selv små lande i Europa.
På topscorerlisten finder man tyrkisk/australske Tolgay Özbey, der efter en karriere i næstbedste række i Australien og et mislykket eventyr i tyrkisk sekundafodbold bomber for Calcutta-storklubben East Bengal, mens en anden skarpretter i ligaen er Junior Elijah, der ligesom AaB's ikke specielt veltrænede sidstesekunds-lejemål i efteråret Dickson Nwakaeme kommer fra de lavere rækker i Finland.

- Ligaen er kun deltids-professionel, og til mange af kampene kommer der kun 1000-1500 tilskuere. Ejerne henter mange udenlandske spillere ind, og det er uvist, hvor meget de betaler dem. Det ser ikke så godt ud, siger Kashinath Bhattacharjee.

Udsulter eller udvikler Europa?
En ny 15-årig marketingaftale til en værdi af 900 millioner kroner med Indiens største virksomhed Reliance og det Los Angeles-baserede sportsrettighedsfirma IMG skal efter planen udvikle både faciliteter, uddanne trænere og sætte et talentudviklingsprojekt i gang, så Indien kan få en bedre liga og ikke mindst dygtigere fodboldspillere. Men når man husker på, at Superligaens seneste treårige tv-aftale er på omkring en milliard kroner, er 900 millioner kroner for 15 år ikke så voldsomt igen i et land med et godt stykke over 100 millioner fodboldinteresserede.

Men hvad bruger de mange millioner fodboldfans så deres tid på i stedet?

Som den enorme opbakning til Manchester United antyder, er det de store europæiske ligaer, der fænger i Indien. Sattelit-tv blev udbredt i midten af halvfemserne, og derfor blev det Liverpool, Barcelona, AC Milan, Bayern München og de øvrige europæiske giganter, der trak seerne, mens lokale hold måtte dreje nøglen om på grund af manglende seer- og tilskuerinteresse.
Den interesse har Liverpool i de seneste år forsøgt ved at åbne en fodboldskole i byen Pune, hvor Blackburns nye, kyllinge-producerende ejere stammer fra, mens Manchester United har åbnet en række fodboldcafeer i det store land. Bayern München, Chelsea, FC Barcelona og Real Madrid går med lignende tanker om at kapitalisere de mange fans i form af merchandise-salg. Om de tiltag i længden er gode for indisk fodbold er uvist.

- Det er fint nok, at hold som Arsenal kommer hertil og spiller et par ungdomskampe om året. Men hvad betyder det for indisk fodbold? Det er også fint, at vi nu har en indisk ejer af Blackburn. Men for mig er det store spørgsmål, hvad det og de udenlandske holds interesse betyder for indisk fodbold. Det er vigtigt, at samarbejdet bliver skruet sammen på en måde, så det også fremmer indisk fodbold og ikke kun handler om at udnytte det enorme indiske marked til at tjene penge, siger Kashinath Bhattacharjee.