Ingen super-tvillinger til Brøndby: Vælger Elfsborg
Foto: Polfoto - Lars Poulsen
Superliga

Ingen super-tvillinger til Brøndby: Vælger Elfsborg

De svenske tvillinger og stortalenter Marcus og Jacob Ejerblad har skrevet kontrakt med Elfsborg. Brøndby og Manchester City var også inde i billedet.

Brøndby har mange bolde i luften og går efter at være bedst i Skandinavien på flere parametre. Først og fremmest skal klubben tilbage og vinde mesterskaber og spille europæiske gruppespil, men nok så væsenligt satser de blå-gule også stort på ungdommen og har af samme årsag søsat det ambitiøse projekt "Brøndby Masterclass". Et projekt, der skal gøre klubben til Nordens førende inden for talentudvikling.

I den forbindelse er det et krav, at Brøndby også råder også Skandinaviens største talenter, og af samme årsag havde klubben i november besøg af de svenske tvillinger Jacob og Marcus Ejerblad, 15, der regnes som nogle af Sveriges største talenter.

Og de to Ejerblad-brødre nød opholdet på den københavnske Vestegn.

- Alle var superflinke. Det kunne virkelig mærkes, at man har gang i noget stort i Brøndby IF. Det var fedt at få lov at hilse på Johan Elmander, men som Liverpool-fan var det for mig personligt det største at møde Daniel Agger, sagde Jacob Ejerblad.

Dermed kunne man ikke andet end at tolke, at Brøndby stod med gode kort på hånden den dag, tvillingerne skulle udpege den klub, der for alvor skal sparke gang i karrieren, men valget er ikke faldet på Brøndby - eller også har Brøndby fravalgt tvillingerne. Faktum er i hvert fald, at Jacob og Marcus Ejerblad har skrevet kontrakt med Elfsborg i hjemlandet. Også Manchester City var inde i billedet.

- Det her var en god løsning for gutterne. Vi har gode erfaringer med at placere unge spillere i Elfsborg, siger tvillingernes agent Martin Klette til wagnssonsport.se.

Marcus og Jacob Ejerblad tiltræder i Elfsborg til sommer.