Islænding afviser skifte: Skal ikke til Brøndby
Superliga

Islænding afviser skifte: Skal ikke til Brøndby

Den islandske midtbanespiller Victor Palsson har været sat i forbindelse med Brøndby, det skifte er ikke længere aktuelt.

Rudolph Austin, Jesper Juelsgård, Demy de Zeuw, Victor Palsson, Jens Jønsson.

Listen over spillere, der i løbet af sommeren er blevet rygtet til Brøndby, uden at det indtil videre har ført til en aftale, er efterhånden lang, og den er også endnu længere end de nævnte navne. Derfor er der mange ubesvarede spørgsmål, inden transfervinduet smækker i på mandag.

Nu kan en spiller imidlertid streges fra listen. Victor Palsson har været sat i forbindelse med Brøndby, og han har tidligere fastslået, at han har hørt om interessen fra de blå-gule, men nu slår han fast en gang for alle, at han ikke bytter Helsingborgs IF ud med Brøndby.

Over for hd.se fastslår han, at han med sikkerhed bliver i Helsingborg. Han vil dog gerne indrømme, at det har været aktuelt med et klubskifte denne sommer.

- Ja, men der var ikke noget, som jeg følte var det rigtige for mig, siger Victor Palsson.

24-årige Victor Palsson tørnede som helt ung spiller ud for AGF, han opnåede dog aldrig debut for den danske klub. Han har også været forbi Liverpool, hvor det heller aldrig blev til optrædener på førsteholdet.