Video : Tipsbladet
Superliga

Jakob Poulsen: Mere kvalitet til tre point i Brøndby

Jakob Poulsen og resten af FC Midtjylland-mandskabet tabte i går med 1-0 på hjemmebane til AGF. I næste kamp venter Brøndby, og her mener anføreren, at holdet skal have mere kvalitet for at tage alle tre point.

FC Midtjylland kunne i går have taget et skridt væk fra Randers og tættere på Brøndby, men således skulle det ikke gå i hjemmebanekampen på MCH Arena mod AGF. Gæsterne kunne med en enkelt Alexander Juel Andersen-scoring tage fra Herning med alle tre point.

Efter kampen var det en skuffet FCM-anfører, der skulle gøre status over nederlaget.

- Det er jeg selvfølgelig utrolig træt af. Det var en meget lige kamp. Jeg synes egentlig, at vi får dem holdt meget godt fra chancer og muligheder generelt. Vi har så heller ikke selv de vanvittigt store, men det er trods alt tættere på. Men så sparker de den ind over stregen – det gjorde vi ikke – og så står vi her med nul point, siger Jakob Poulsen til klubbens hjemmeside.

I efterårets sidste spillerunde venter der et opgør til Brøndby, som i deres kamp spillede 1-1 mod Esbjerg. Det ene point var altså nok til at trække fra både FC Midtjylland og Randers, der begge tabte.

Jakob Poulsen og resten af FCM-mandskabet skal nu bruge den næste uges træning på at forberede sig til Brøndby-kampen.

- Nu skal vi have en træningsuge, og så skal vi til Brøndby på søndag. Og så må vi tage tre point derovre. Vi kommer til at gå efter det. Men der skal selvfølgelig være mere kvalitet, ellers får vi ikke tre point.

FC Midtjylland er stadig på Superligaens tredjeplads i kraft af en bedre målscorer end Randers. De har syv point op til Brøndby og hele 18 point op til FCK, der fører rækken.