Jan Bech Andersen på vej med 80 millioner til Brøndby
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Jan Bech Andersen på vej med 80 millioner til Brøndby

Bestyrelsesformanden er ifølge Økonomisk Ugebrev på vej med 80 millioner kroner til Brøndby.

Han har været i vælten for det negative, og nu begynder bestyrelsesformand Jan Bech Andersen formentlig at betale lidt tilbage. Ifølge Økonomisk Ugebrev er bestyrelsesformanden på vej med 80 millioner kroner til en Brøndby-økonomi, der ikke er specielt sund i øjeblikket, hvor der kun er lidt over 11 millioner i den likvide beholdning.

Jan Bech Andersen undskyldte flere gange på et pressemøde, at han er årsagen til, at Thomas Frank har valgt at sige op, fordi Bech Andersen har skrevet negativt om Frank på et fanforum. Han fortalte på pressemødet, at han var på vej med penge til klubben, men at det ikke skulle ses som en undskyldning.

Nu melder Økonomisk Ugebrev altså, at der er tale om 80 millioner kroner - ifølge kilder i Brøndby.

Pengene falder på et tørt sted, for Brøndby udsendte tidligere onsdag en selskabsmeddelelse, hvor der stod, at der i 2015 var et underskud på 17 millioner kroner. Samtidig forventes det, at 2016 vil give et underskud på mellem 15 og 25 millioner kroner. Så der er brug for penge i kassen.