Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Bech efter opkøb: Ændrer ikke mit verdensbillede

Selv om Jan Bech Andersen nu er aktiemajoritets-holder i Brøndby IF, ændrer det ikke det store for ham fremadrettet.

Jan Bech Andersen er nu aktiemajoritets-holder i Brøndby IF. Efter sit seneste aktieopkøb ejer rigmanden nu 52,4 procent af aktierne i klubben. På papiret giver det den tidligere formand mest magt af alle i Brøndby IF, men han fastslår, at opkøbet ikke får den store betydning fremadrettet.

- Jeg var klubbens største aktionær før emissionen, og her efter emissionen er jeg fortsat den største aktionær, så for mig ændrer min øgede aktiebeholdning og det forhold, at jeg nu ejer majoriteten af klubben, ikke mit verdensbillede alverden. Da jeg investerede i Brøndby IF, var det fordi, jeg ville realisere klubbens store både sportslige og kommercielle potentiale, Det er det stadig, og det var derfor, vi sidste år i marts satte Strategi 6.4 i søen, siger Jan Bech Andersen til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:

- Jeg sagde før emissionen, at vi allerede i denne sæson har set de første resultater af Strategi 6.4, såvel på og uden for banen, og derfor tøvede jeg heller ikke med at stille en garanti i emissionen. Med den fremdrift jeg ser i klubben, så tror jeg i den grad på, at klubben med afsæt i Strategi 6.4 kan skabe værdi for sine aktionærer og investorer og dermed også give et positivt afkast af min investering. Vi er på vej den rigtige vej.

Brøndbys bestyrelsesformand, Jesper Møller, fastslår, at klubben føler sig priviligerede over støtten og engagementet fra Jan Bech Andersen.