Jan Gregus: Min første alvorlige skade
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Jan Gregus: Min første alvorlige skade

Jan Gregus ærgrer sig over sin skade, men føler samtidig, at han er sluppet billigt.

Efter 24 minutter af søndagens kamp mellem FC København og AGF måtte Jan Gregus lade sig udskifte med en skade, og han blev erstattet af Uros Matic, der gik på banen og lavede et mål og en assist.

Jan Gregus har pådraget sig en stressfraktur på ydersiden af højre fod, og der venter ham en pause på cirka seks uger. Det kunne FCK-manager Ståle Solbakken allerede fastslå efter 4-0-sejren over AGF.

- Det er min første alvorlige skade, men det kunne have været meget værre. Når alt kommer til alt, så ser man eksempelvis med knæskader, at det fører til pauser på et halvt år eller mere. Jeg er sikker på, at alt nok skal gå godt, og at jeg snart er tilbage på fodboldbanen, siger Jan Gregus til futbalsfz.sk.

Jan Gregus fastslår samtidig, at han har meldt fra til Slovakiets landsholdssamling i november.