
Silkeborgs kommende tre opgør i Superligaen er mod FCK, OB og Brøndby. Men kampene mod sidste sæsons medaljevindere skræmmer ikke den tidligere FCK-spiller Jesper Bech.
- Jeg ser frem til at spille imod FCK, OB og Brøndby, for jeg kan godt lide at spille imod de bedre hold. Jeg synes også, at vi har været bedre til at spille imod de hold, så jeg håber, vi kan få flere point med hjem, end folk forventer, siger Jesper Bech til klubbens officielle hjemmeside, og uddyber:
- De fleste regner med, at vi ikke får point – specielt i København, men også i mod både OB og Brøndby, så derfor føler vi ikke noget pres. Hvis man kan overraske med tre point, så vil det være en megasucces, og så vil man få et selvtillidsboost. Men lad os ikke håbe på for meget endnu, for FCK ser rimelig skræmmende ud lige nu. Vi skal give vores allerbedste, og så må vi håbe på, at de får lidt problemer med at spille imod os.
Silkeborg har stadig deres første sejr i sæsonen til gode, men hvis man kigger i historiebøgerne, er der gode muligheder for, at den skulle komme i kampen mod Brøndby. Dem plejer silkeborgenserne nemlig at have et fornuftigt tag på, og vandt blandt andet 4-1 og 3-0 over de blå-gule sidste sæson.