Jesper C. færdig i OB - Emil Ousager afløser
Illustration
Superliga

Jesper C. færdig i OB - Emil Ousager afløser

OB siger farvel til Jesper Christiansen. I stedet kommer den tidligere AGF'er Emil Ousager til klubben. Det skriver fyens.dk.

Få uger inde i den nye Superliga-sæson foretager OB en markant målmandsrokade i klubben.

Den erfarne keeper Jesper Christiansen får formentlig ophævet sin kontrakt, og den tidligere AGF-målmand Emil Ousager kommer til som afløser. Det skriver fyens.dk.

Tipsbladet.dk kunne tidligere i dag fortælle, at OB-sportsdirektør Jesper Hansen ikke ville afvise en målmandsrokade, og nu er der altså sat handling bag ordene, selvom aftalen endnu ikke er officielt bekræftet. En endelig aftale ventes dog at falde på plads snart, erfarer tipsbladet.dk. 

Jesper Christiansen kom til OB i januar 2012, men hans ophold i det fynske har ikke været nogen succes. Han indledte sin tid i klubben som skadet og har siden sidste efterår været reserve for Mads Toppel, der har erobret pladsen som førstemålmand.

Senest har Christiansen markeret sin utilfredshed med situationen, og nu er han altså fortid i klubben et år før hans oprindelige kontraktudløb i sommeren 2015.

Som afløser for Jesper Christiansen henter OB Emil Ousager tilbage til klubben. Ousager kommer til OB fra AGF, hvor han har været de senere år med hele 13 Superliga-kampe under bæltet i sidste sæson.

Emil Ousager har fået sin fodboldopdragelse i OB, hvor han har været på kontrakt i flere omgange, og nu vender han altså tilbage til klubben, hvor han står noteret for en enkelt kamp i Superligaen samt en optræden i Europa League.

Hvis alt ovenstående viser sig at være korrekt, kommer OB's målmandsdepartement i resten af denne sæson til at bestå af 32-årige Mads Toppel, 27-årige Emil Ousager og 20-årige Casper Radza.

OB har endnu ikke offentliggjort målmandsrokaden, hvorfor detaljerne i aftalerne endnu ikke er afsløret.