Jesper Jørgensen er vendt tilbage til Esbjerg efter en årrække i belgisk fodbold, hvor han tørnede ud for Club Brugge, Gent og senest Zulte Waregem. Opholdet i Belgien har overvejende været en succes for midtbanespilleren, omend den sidste periode i Zulte Waregem var en skuffelse.
Et faktum, han også vedkender sig, når han tænker tilbage på sin tid i den belgiske liga.
- Jeg gav altid mit bedste. Jeg trænede godt, spiste godt, sov godt, men præstationerne i kampene fulgte simpelthen ikke med. Jeg er ikke ked af det – nogle gange er det bare sådan, det er. Det nytter ikke at gå rundt og bebrejde sig selv, siger Jesper Jørgensen til Het Laatste Nieuws.
Han nævner tiden i Club Brugge som sin bedste.
- Den sidste sæson i Club Brugge var min bedste i Belgien. Jeg startede på bænken, hvilket var uretfærdigt efter min mening. Jeg trænede dog som en sindssyg og fik min plads tilbage. Det var en dejlig følelse. Også min tid i Gent var god. Det var kun i Zulte Waregem, det mislykkedes, lyder det fra den danske midtbanespiller.
Jesper Jørgensen har underskrevet en kontrakt med Esbjerg frem til sommeren 2018.