Jesper Sørensen slipper for tiltale
Illustration
Superliga

Jesper Sørensen slipper for tiltale

Silkeborg-træner Jesper Sørensen kan være på sidelinjen, når Silkeborg IF fredag møder FC Vestsjælland i Silkeborg.

Superligaholdet Silkeborg IF får fredag lov til at have cheftræner Jesper Sørensen på sidelinjen, når klubben får besøg af FC Vestsjælland. Det er et særdeles vigtigt opgør - især for Silkeborg IF - for FC Vestsjælland har tabt samtlige seks udekampe, klubben har spillet i år, mens det ikke er blevet til sejre for Silkeborg i sæsonen. Og sejren mangler i den grad i Silkeborg.

Efter 11 kampe har Silkeborg blot fire point, og der er syv point op til netop FC Vestsjælland, der er placeret lige over stregen. Det er altså en rigtig sekspoints-kamp for Silkeborg, der kan glæde sig over, at DBU ikke rejser disciplinærsag mod cheftræner Jesper Sørensen. Sørensen var særdeles kritisk oven på Silkeborgs nederlag til FC Midtjylland på 2-1, efter "Ulvene" fik et straffe, der på ingen måder skulle være dømt. Og for at gøre ondt værre, blev Silkeborg snydt for et frispark sekunder inden straffesparket.

Det var først Nicolaj Ritter, der blev væltet omkuld af Petter Andersson. Dommeren fløjtede ikke for frispark, og så blev bolden i stedet slået i Silkeborgs felt, hvor Pione Sisto reelt filmede sig til et straffespark. Dommer Peter Kjærsgaard-Andersen så utroligt nok et straffespark begået af Sune Kiilerich, til stor undren for de fleste.

Ikke overraskende var Jesper Sørensen sur på dommer Peter Kjærsgaard-Andersen, som fik hårde ord med på vejen af Silkeborg-træneren, men DBU har alligevel valgt ikke at starte en disciplinærsag mod Jesper Sørensen, skriver Jyllands-Posten.

Derimod er Finn Secher, målmandstræner i Silkeborg IF, blevet indberret af dommer Peter Kjærsgaard-Andersen og kan meget vel ende med at få en straf.