Jess Thorup om FCM's rotationer: De bliver afgørende for os
Foto: Getty Images
Superliga

Jess Thorup om FCM's rotationer: De bliver afgørende for os

Der bliver skiftet ud på mange af pladserne i FC Midtjyllands kampe på det sidste, og det ser træner Jess Thorup nu effekten af.

FC Midtjylland har i denne sæson tabt både til Brøndby og Helsingør i kampe, hvor man havde roteret med holdet. FCM-træners rotationer fortsatte til kampen mod OB søndag eftermiddag, og denne gang blev det til en sejr. Det var noget, som Jess Thorup sagtens kunne bruge med henblik på at vide, hvor stærk bredden i truppen virkelig er.

Det fortæller han på FC Midtjyllands hjemmeside i deres Mandagsanalyse.

- Der var nogle rotationer, nogle rokader og nogle udskiftninger på holdet, som vi jo har fået - jeg ved ikke om jeg vil sige tæsk, men fået noget at vide omkring, at det ikke har lykkes de sidste par gange. Men hvor jeg jo har sagt noget omkring, at det kan vi jo få nogle svar på senere hen i sæsonen. Og jeg synes, i går, viser vi den bredde i truppen, som vi også har gået og snakket om, siger Jess Thorup.

For ham giver det sig selv, at klubben bliver nødt til at få rotationsprincippet ind under huden, da de kan se frem til en sæson med mange kampe, hvis de torsdag kvalificerer sig til Europa Leagues gruppespil, hvor der venter seks midtuge-kampe. Her bliver det afgørende, at holdets spillere er helt på toppen - og her er pauserne nødvendige, forklarer han.

- Hvis man kigger rundt på alle de store ligaer, hvor mange af holdene spiller 50+ af kampe, der er det helt naturligt, at man også roterer. Man ser jo flere af stjernerne, der ikke spiller mere end 75 procent af kampene, siger han og fortsætter: 

- Det er jo ikke fordi, Midtjylland skal sammenlignes med de helt store hold som Real Madrid, og hvad de ellers hedder, men det er jo sådan, det er. Der skal jo være en eller anden form for rotation. Og jo, jeg synes, vi er gode, men hvis spillerne ikke er 100 procent på det maksimale, så er vi ikke gode nok, lyder det fra FCM-træneren.

Han peger endelig også på, at holdet også har fået en fordel i tilfælde af skader. Det har de kunne mærke nu, hvor Paul Onuacho sidder udenfor, at Alexander Sørloth i stedet har kunne gå ind og tage over. Det har nordmanden senest gjort med fire mål i klubbens to seneste kampe mod henholdsvis Apollon Limassol og OB.