Jørgensen forlænger med AGF

Martin Jørgensen har trods sine 36 år været et af sit holds bedste spillere i dette efterår. Foto: Scanpix
Martin Jørgensen regner med at folænge sin kontrakt med AGF i starten af det nye år.

Martin Jørgensen har i efteråret været en af AGF's absolut bærende kræfter og har trods sine 36 år markeret sig som en af Superligaens bedste spillere.

Landsholdsveteranen har i et stykke tid holdt døren åben for at forlænge samarbejdet med AGF, hvor kontrakten løber frem til sommer. PÅ den anden side af bordet har sportschef Brian Steen Nielsen hele tiden også vist interesse for at få veteranen på kontrakt i yderligere en periode.

På trods af den egentlige enighed omkring en ny kontrakt har Martin Jørgensen indtil videre ikke forholdt sig konkret til kontraktforlængelsen, men nu siger han til Jyllandsposten:   

- Jo, lige umiddelbart snupper jeg en sæson mere.

Martin Jørgensens præstationer i efterårssæsonen kastede en hæder som Månedens Spiller af sig i august og præstationerne var da også så stærke, at landstræner Morten Olsen genindkaldte veteranen, der egentlig sagde stop på landsholdet efter VM 2010.

Senest forlængede han sin kontrakt med AGF i februar, og det bliver nok på nogenlunde samme tid, at han atter sætter sig ved skrivebordet sammen med Brian Steen Nielsen og skriver under på aftalen.

Martin Jørgensen har spillet fuld tid i langt de fleste af efterårets kampe i AGF, hvor kun en hjernerystelse holdt ham ude i en enkelt kamp. Jørgensen har tilmed scoret to gange - på straffespark i Parken, hvor han sikrede 1-1 og så det drønende frispark på udebane mod AaB, hvor han kort før tid slog 2-0-sejren fast.

Seneste nyt på tipsbladet.dk