Johnny Thomsen: Sæsonens lavpunkt for Randers
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Johnny Thomsen: Sæsonens lavpunkt for Randers

Randers' nederlag søndag eftermiddag til Sønderjyske på 0-4 var det dårligste, som venstreback Johnny Thomsen har set med sit hold i denne sæson.

Randers løb søndag ind i en stor øretæve, da Sønderjyske var på besøg og vandt med stensikre 4-0 i en kamp, hvor Randers ved stillingen 1-0 blev reduceret til 10 mand, da Nicolaj Poulsen blev vist ud.

Der var dog selv inden udvisningen ingen tvivl om, at Sønderjyske var ovenpå i dag. Det siger Randers' Johnny Thomsen til Eurosport 2 umiddelbart efter kampen.

- Jeg synes, at vi rejser os okay i anden halvleg, og så ser det dumt ud, at vi indkasserer to mål på to dødbolde. Men ellers så prøver vi at give det chancen, og vi kommer også frem til lidt løst, men det er fuldt fortjent at de vinder - og jeg synes egentlig også inden udvisningen, at de er bedst. Så det var en stor offday for os, siger Thomsen.

Nederlaget mener Johnny Thomsen i det hele taget, at der ikke er en finger at sætte på. Han lader i øvrigt til at tage kampen meget tungt, og mener, at det er det værste, som man har set fra Randers' side i denne sæson.

- Jeg havde egentlig ikke troet, at vi kunne synke så dybt, som vi gør i dag. 4-0 lyder også af meget, og det bliver ikke nemmere med det røde kort, det er klart. Men vi må bare sige, at det her er sæsonens lavpunkt, og det er godt, at der er kamp hurtigt igen, så kan gøre skaden god igen, lyder det fra ham.

Med nederlaget betyder det, at Randers kan gå fra andenpladsen til femtepladsen, hvis holdene under dem alle tager sejre.