Jonas Knudsen om EfB-forlængelse: Begge interesseret i salg
Illustration
Superliga

Jonas Knudsen om EfB-forlængelse: Begge interesseret i salg

Backen Jonas Knudsen forlængede mandag sin aftale med Esbjerg. Målet med forlængelsen er at sikre, at klubben får nogle penge i kassen, hvis Jonas Knudsen bliver solgt.

Han har allerede fået debut på Morten Olsens landshold, og han var en af de vigtige figurer på det Jess Thorup-U/21-landshold, der sikrede sig deltagelse ved sommerens U/21-slutrunde i Tjekkiet. Men han stod også til kontraktudløb til sommer, og derfor kunne Esbjerg reelt tabe et stort talent og vigtig profil uden nogen form for profit.

Men Jonas Knudsen valgte mandag at forlænge sin aftale med et år frem til sommeren 2016. Klubben, der har opfostret venstrebacken, har dermed papir på Jonas Knudsen frem til sommeren 2016, og det har været et ønske for Jonas Knudsen, at Esbjerg også tjener på ham, når han forhåbentlig og formentlig bliver solgt til en udenlandsk klub. I hvert fald regner Jonas Knudsen med, at det er i begge parters interesse, at han bliver solgt.

- Jeg har forlænget, og vi er begge indstillet på, at de skal tjene en sjat penge på mig. Hvis der kommer noget interessant for os begge, så finder vi nok også en løsning. På den måde kan du godt sige, at vi har en aftale om, at jeg skal sælges. Men det er vigtigt, at vi begge er tilfredse, siger Jonas Knudsen til tipsbladet.dk og forklarer videre:

- Det har også været vigtigt for mig at vise klubben og tilskuerne, at jeg vil Esbjerg, og at jeg er glad for at være her. Jeg vil gerne betale tilbage til alle i Esbjerg, jeg er jo Esbjerg-dreng, og en dag kan det være, jeg skal tilbage til klubben, så jeg vil ikke smække med døren, hvis jeg bliver solgt. Jeg synes, jeg viser, at jeg er loyal over for klubben og viser, at jeg er glad for den tillid, klubben har vist mig ved at give mig chancen. Jeg håber selvfølgelig også, at klubben viser mig tillid, hvis der kommer et godt tilbud, siger Jonas Knudsen, der mener, han stadig kan udvikle sig i Esbjerg.

22-årige Jonas Knudsen var i sommer interessant for PSV Eindhoven, men det endte ikke i en transfer eller en aftale. Jonas Knudsen fik i foråret debut for det danske landshold og var til landskampen mod Armenien med i Morten Olsens trup, men nu er den fulde fokus på at få rettet op på Esbjergs lidt sløje start på sæsonen.

- Sejren i går (2-0 over OB, red.) var enorm vigtig. Jeg synes, vi har spillet pænt, og at vi ikke har været værdige til at ligge nede i bunden. Derfor var det også dejligt at få tre point. Nu venter Brøndby, og her ved vi, at der altid kommer mange på stadion, og det er altid motiverende, siger Jonas Knudsen.