Jonasson: Specielt at møde min tidligere klub
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Jonasson: Specielt at møde min tidligere klub

OB'eren Hallgrimur Jonasson står for første gang over for sin tidligere klub SønderjyskE i weekenden, og det bliver en smule specielt, erkender islændingen.

I vinter skiftede defensiv-spilleren Hallgrimur Jonasson fra SønderjyskE til OB på en fri transfer, og nu står den 28-årige islænding så over for sin tidligere klub for første gang, når de to hold mødes i Odense.

Ikke overraskende er Hallgrimur Jonasson spændt på opgøret. Han spillede i SønderjyskE fra 2011 til 2015, det første halve år på en lejeaftale, så han har fortsat mange bekendtskaber i klubben fra Haderslev. Der bliver dog ikke givet ved dørene, for OB skal bruge point.

- Det bliver forhåbentlig en god kamp, men det bliver også en hård kamp for os. Nu gik det godt for os i Farum, men vi har tabt de to seneste hjemmekampe, så vi vil gerne gøre det godt foran vores egne fans. Det er selvfølgelig lidt specielt at skulle spille mod min tidligere klub, men det kan jeg ikke løbe rundt og tænke på undervejs i kampen, for der handler det kun om, at vi skal vinde kampen for OB. Så kan jeg snakke med mine kammerater fra SønderjyskE bagefter, siger Hallgrimur Jonasson til OB's hjemmeside og uddyber:

- Men det er klart, at det giver kampen lidt ekstra, og at det kun gør det endnu vigtigere for mig, at vi vinder kampen.

Hallgrimur Jonasson er lidt af en altmulig-mand, der kan spille de fleste positioner i forsvaret og på midtbanen. 

OB og Hallgrimur Jonasson er i øjeblikket nummer ni i Superligaen, ni point foran nedrykningsstregen og med ni kampe igen.