Journalist modsiger Brøndby-chef - norsk træner har ingen kommentarer
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Journalist modsiger Brøndby-chef - norsk træner har ingen kommentarer

Telemarksavisa hævder at have kilder, der siger, at Brøndby har kontaktet Odd omkring træner Fagermo. Træneren selv vil ikke sige noget.

I går skrev den norske lokalavis Telemarksavisa, at Brøndby har kontaktet Odd Grenland omkring cheftræner Dag-Eilev Fagermo, men onsdag formiddag afviste Brøndbys kommunikationschef den historie på Twitter.

Nu har den norske journalist så taget til genmæle på samme medie. I et svar til kommunikationschef Christian J. Schultz skriver journalisten Hans Eivind Øygarden, at han "har flere sikre kilder på at der har været kontakt. Ikke dermed sagt at der bliver noget mere". 

Dermed modsiger han Brøndby-chefen og fastholder altså, at kontakten har fundet sted. Hvorvidt det ender med at blive et trænerskifte, er mere usikkert ifølge Øygarden. 

Tipsbladet.dk har onsdag forsøgt at få en kommentar fra sportsdirektør i Brøndby IF, Troels Bech, samt Odd-direktør Einar Håndlykken, men ingen af de to parter er vendt tilbage på vores henvendelser.

Man bliver ikke meget klogere af at høre hovedpersonen, Dag-Eilev Fagermos, udtalelser. Til Telemarksavisa skriver han således i en sms:

- Jeg har ingen kommentar til eventuelle henvendelser fra andre klubber. Jeg glæder mig til at starte op med Odd 4. januar.