Juleguf: En legendarisk aften i Herfølge

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

19. DECEMBER: PETER AALBÆK-JENSEN
(Filmproducent. Artiklen er bragt første gang i Tipsbladet 26. august 2011)

"Jeg ved altså ikke en skid om fodbold," siger filmproducent Peter Aalbæk Jensen, mens han fylder koppen med kaffe fra maskinen i det store fællesrum hos Zentropa i Filmbyen.

Men selv om han ikke ved noget om fodbold i form af taktik, historik og profiler, så har han følelser for det, og dem kan man også se i det store rum, hvor frokosten er ved at blive anrettet, hvor Lars von Trier trisser rundt og hvor lokalet lukkes af en imponerende væg i syv meters højde behængt med mange års diplomer, hædersbevisninger, filmrekvisitter - og et indrammet billede af Herfølges danske mestre anno 2000.

For i Peter Aalbæks verden er fodbold lig med landsbyklubben langs Vordingborgvejen, for det er der, han selv bor, sjællænderen af Guds Nåde, som han kalder sig.

"Jeg bor i et lille samfund og har stort set boet der, siden jeg var 16 år, og jeg har også bestilt plads på den lokale kirkegård, så som man handler i den lokale brugs deltager man også i boldklubbens arbejde. Det er en del af at bo der," siger den 55-årige filmproducent, der nu ikke er fast gæst ovre på den anden side af de jernbanespor, der løber mellem hjemmet og stadion i Herfølge.

"Jeg bor så tæt på, at jeg kan høre, hvordan det går, og det var faktisk længe siden, at jeg havde hørt noget til dem. Men i søndags kunne jeg høre dem," siger Peter Aalbæk med et af de mange grin, der afslutter de fleste af hans sætninger om den fodbold, der ligger ham lidt fjernt.

Men han kommer da på stadion til de store kampe, når det gælder oprykning og den slags. Og så hjælper han til, når der er behov for det, for eksempel stod han for nylig for en tour på Zentropa for 25 HB Køge-sponsorer.

"Ja, vi har da tit noget med hinanden at gøre. Så laver jeg en sovs til en sponsormiddag eller noget. Man yder, hvad man kan, og stiller op hvis der er brug for det. Der er nogle, der er gode til at gå med maskinen, der sætter streger på græsset, og der er nogle, der er godt til at sælge pølser, og så gør jeg, hvad jeg kan," lyder det fra manden, der for mange år siden faktisk også blev aktionær i det, der dengang hed Herfølge Boldklub.

" Jeg skulle være aktionarius på et tidspunkt, hvor der skulle skaffes nogle penge, og der blev hældt lidt bajere på alle de lokale. Men der blev også hældt på mig selv, så jeg kom til at købe for 30.000 kroner. Jeg blev ligesom også nødt til selv at spæde til, hvis jeg skulle have de andre til at købe. Så hver gang auktionen gik i stå, så sagde jeg " nå, så køber jeg for 5.000 mere," og så måtte alle bønderne jo også til lommen."

Aalbæks aktionærstatus giver ham ganske givet adgang til den sponsorlounge, der hænger som en udvoksning på det gamle klubhus, men der har han aldrig været.

"Jeg synes, man skal ud at sidde. Det synes jeg. Jeg blev en gang inviteret ind i FCK's lounge, og der har de sådan nogle tæpper til at tage rundt om benene, selv om man sidder indendørs. Det kan altså også blive for dekadent. Så kan man lige så godt se det i fjernsynet."

Og hvad ser han så, når han sidder på tribunen og kigger ud over spillet?

"Jeg kan faktisk ikke forstå, hvad det er, der sker på banen. Jeg kan ikke se finesserne undervejs, og det er selvfølgelig ærgerligt, for så er der dybest set kun at vente på, om der er et mål eller ej. Skal jeg se noget sport, skal det helst være speedway eller håndbold, noget der går afsindigt hurtigt i afviklingen. Sådan er jeg. Det skal være de der tre-minutters heat."

"Men jeg synes, det er sjovt at se fodbold med en masse andre mænd, som det jo primært er. Der er meget godmodigt drilleri. Og så er det jo et meget homoseksuelt univers i forhold til, at det er et hetero-miljø. Spillerne kysser og krammer og klasker hinanden i røven. Det ser man ikke i ret mange andre brancher, men i fodbold er det både tæt og kropsligt. Og det er helt naturligt. Det er ikke noget, man sidder og tænker over. Det er så homoseksuelt, som det kan være blandt heteroseksuelle."

Så det sidder du og griner lidt i skægget over oppe på tribunen?

"Ja, ja, men der sidder vi jo også og krammer hinanden," siger filmproducenten med endnu et grin.

Så fodbolden i nutiden handler mest om det lokale tilhørsforhold, og i fortiden var det ikke meget anderledes.

Peter Aalbæk Jensen er søn af forfatteren Erik Aalbæk Jensen, og fodbold var ikke et naturligt samlingspunkt i hjemmet. Men når man boede i en lille by, var der ikke så meget andet at lave, og selv om talentet ikke var stort, tog Peter Aalbæk også med kammeraterne til fodbold. Men det var ingen succes.

"Jeg skulle med den lokale købmands søn til kamp, og jeg havde jo ikke nogen fodboldstøvler, men min mor mente godt, at jeg kunne spille i gummistøvler, så det gjorde jeg. En lille fregnet dreng, der ikke kunne spille fodbold, og så endda gjorde det i gummistøvler. Det blev jeg drillet for de næste år i klubben. Drengen i gummistøvler. Det var starten på min ydmygende karriere som lilleput i Tølløse, men min mor havde sådan et princip, at blev man drillet, hærdede det kun videre i livet."

"Jeg fik dog et par støvler, men det var de billigste og mest usexede fodboldstøvler, man kunne få. Nogle østeuropæiske eller et eller andet. Alle de andre havde Adidas eller Puma, men mine hed Star. De var absolut ikke fantastiske at se på, men min mor syntes, det var godt nok. Jeg var også meget dårlig til fodbold. Jeg tilbragte tre år på bænken. Det var min karriere som fodboldspiller. Det var da sindssygt trist, men dengang var der ikke så meget pædagogik i fodbold. "Hvis han ikke kan spille, idioten, så må han sidde udenfor." Men det er ikke noget stort, blødende sår. Jeg er kommet over det," lyder det med endnu et grin fra den anden side af sofaen.

Men selv om det var skidt dengang, så har der bestemt været gode oplevelser med spillet siden, selv om de også har været hårde, for eksempel da Herfølge blev danske mestre i 2000.

"Det var fanme en legendarisk aften. En torsdag aften. De spillede i Jylland mod nogen, og hvis de vandt der, var det sikkert, at de vandt guld, så den kamp så jeg. Eller så og så. Jeg har det jo sådan følelsesmæssigt, at jeg ikke kan se sådan noget. Jeg kan ikke få vejret, jeg må ligge på gulvet og kigge væk, hvis det bliver for spændende. Jeg går alt for meget op i det sådan emotionelt. Jeg er simpelt hen bange for at dø. Så jeg kan huske, at det var sindssygt nervepirrende, og så kom forløsningen og de første dyt lød ude fra bilerne på vejen. Så vidste alle rent instinktivt, at nu var det fanme ned på stadion og vente på, at holdet kom hjem i bussen fra Jylland. Og så blev der drukket bajere i byen."

Og det er ikke den eneste gang, at fodbolden blev for meget for filmproducenten.

"Da vi vandt EM, måtte jeg slukke for fjernsynet, det kunne jeg slet ikke tage. Heller ikke dagen efter, da de der jagere gik på vingerne for at modtage SAS-flyet, der var på vej hjem fra Göteborg, Jeg brød hulkende sammen. Jeg kan slet ikke tage sådan noget. Det bliver for stærkt. Jeg ville ønske, vi kunne bringe folk derhen med vores film," siger han, før han kommer i tanke om en landsholdsanekdote:

"Vi leverer i øvrigt også film til landsholdet, når de er i træningslejr et eller andet sted. Så ryger der en pakke afsted, men vi har jo også lavet pornofilm herude, blandt andet en bøssepornofilm, så den sendte vi med i pakken."

Men tilbage til Herfølge, eller HB Køge som det hedder nu. Hvordan har en landsbypatriot det med sådan en overbygning?

"Det går i hvert fald ikke bedre end dengang, vi bare hed Herfølge. Man skal da huske fortiden og historikken, men det skal jo heller ikke være sakralt. Det skal ikke være noget, der ikke kan røres ved. Køge Kommune har 50.000 indbyggere, så kan man ikke have to fodboldhold, der ligger og fedter rundt i samme område. Det forstår en forretningsmand da. Og så er det da meget sjovt, at det gik den vej, som det gjorde. Det havde nok ikke været så skægt, hvis det var os, der skulle tage den lange vej ind til Køge. Jeg håber da også, at stadion bliver i Herfølge, det ville være helt tåbeligt at ligge og bruge 65 millioner kroner på et Superliga-stadion i Køge, når der er et i forvejen, specielt når tiderne er svære."

Så selv om Peter Aalbæk ikke er fast gæst på stadion, så er han glad for, at klubben ligger og lever i Herfølge, for det fylder selvfølgelig meget i et lille landsbysamfund med omkring 7000 indbyggere.

"Hvis der ikke var en boldklub, så var byen blevet nedlagt. Det er hele identiteten, der er intet andet der. Det er en række huse på hver side af en landevej. Jeg kan stadig huske, da Herfølge var blevet mestre og så skulle spille Champions League mod Glasgow Rangers, så stod jeg nede ved pølsevognen, da der kom den her bus med alle de skotske spillere. De spurgte de mig, hvor centrum af Herfølge var, men det var sgu' lige der, hvor vi stod. De troede, vi var en forstad til Herfølge."

"Men man er da oprigtig stolt af at bo i en by, der bliver sat i forbindelse med noget, der er positivt ladet. Det er en del af identiteten i at bo der, og det passer mig fint at tilhøre en underestimeret størrelse. Jeg har jo haft fornøjelsen af at stå på stadion i maj 2000 og se Don Ø stå og bide sig i skjorten, mens vi andre drak champagne af pokalen. Det var i øvrigt samme uge som " Dancer in the Dark" fik Guldpalmen i Cannes, så det var noget af en uge."

"Jeg opfatter klubben som værende utroligt vedholdende. Det var en ting, hvis den lå permanent i 2. division øst, så var det, som det var, men det her med at klare de op-og nedture hele tiden, det kræver en god potion jordbundenhed og også en ukuelig optimisme. Det er jo sådan, at når vi rykker op, så tænker man " nej for satan, nu går det galt igen." Det er sådan en elevatorklub, så det kræver jo lidt af klubben, af spillere og trænere at kunne tage de her følelsesmæssige ryk. Det vidner om en robusthed," siger Peter Aalbæk Jensen med nogle nøgleord, der minder lidt om hans egen branche og dermed måske også afslører mere end bare det lokale i forholdet til boldklubben.

"Ja, der er mange ting, der er identificerbare. Jeg plejer også at sige, at hvis det går godt for Herfølge Boldklub, så går det også godt for Zentropa. Vi plejer at følge hinanden sådan nogenlunde. Begge foretagender er konstant økonomisk på skideren, men ind imellem har vi noget fremgang. Og så overlever vi på trods - og i trods."

FAVORITHOLDET:

Peter Aalbæk Jensens favorithold: Mikkelsen - Lübbers, Lykke, Lüstü, Nodin - Heyde, Schram, Høyer - K. Kastrup, Falck, K. Jensen

"Et favorithold? Jeg tror altså ikke, at jeg kan nævne en eneste spiller andre end Morten Olsen og Michael Laudrup... Kan vi ikke bare tage de drenge deroppe. ( kigger op på Herfølge-billedet på væggen). Herfølges guldhold.

Det kan godt være, at vi ikke bare vandt mesterskabet, men at alle de andre også tabte det, men den titel kan de aldrig tage fra os Herfølge-borgere, og det snakker vi da også stadig om, når man møder fodboldfolk. For det var stort at få overrakt pokalen, mens FCK'erne gloede på. For mit eget vedkommende havde jeg endda inviteret nogle FCKbekendte med til kampen, så de sad dybt beskæmmede ved siden af mig, mens jeg triumferede.

Men de fik så oprejsning næste år, da vi røg på røv og albuer ud af Superligaen.

Efter den kamp gik jeg for resten ned i omklædningsrummet og holdt en pep-talk til spillerne. " Det her er også fodboldhistorie, drenge, at mestrene ryger direkte ud" sagde jeg, men de var sgu' noget slukørede." Det gav nogle reaktioner, men det var meget underholdende," lyder det med et grin.