Juleguf: Nyhedsværten hører til på Nedre C

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

14. DECEMBER: KIM BILDSØE LASSEN
(Journalist og tv-vært. Artiklen er bragt første gang i Tipsbladet 31. august 2012) 

Man kender ansigtet. Gennem fem år har Kim Bildsøe Lassen været fast inventar på de danske tv-skærme som studievært på TV-Avisen, men inde i Parken kender de også ansigtet som et af de jublende i mængden på nedre C.

For den 49-årige journalist har været sæsonkortindehaver gennem nogle år og nyder det frirum, det giver.

"Fodbolden er et sted, hvor man over to gange 45 minutter kan slippe alt muligt løs. Om man selv spiller eller er tilskuer, så er det et tidsrum, hvor man ikke tænker på andet, og hvor man bringer sig selv i en tilstand, hvor man sjældent er. Der bliver råbt, og der bliver skreget. Mentalt er man bare et andet sted, og det er både afslappende og dejligt."

"Normalt tager jeg altid hensyn til, hvem jeg er og hvad jeg repræsenterer, men som tilskuer i Parken bliver det kun et lillebitte hensyn, for jeg råber og skriger med alle de andre, og når der bliver scoret, står man pludselig og omfavner en ukendt mand," siger Kim Bildsøe Lassen med et skævt smil.

Men der er også et andet lag i fodbolden, et andet element end det mentale frikvarter man får på banen eller på lægterne.

"Nogle gange kan man jo godt undre sig over, at man orker. Når man går hjem efter en 0-0 eller en ørkenvandring af en 1-0 sejr efter talrige fejlafleveringer og defensivt spil før en hovedstødsscoring kort før tid. Men man orker det jo, fordi man altid står og kigger efter det der lille splitsekund, der er så usigeligt smukt, når det hele pludselig hænger sammen."

"Det er jo også derfor, at man selv spiller, for uanset hvilket niveau det foregår på, så kan det ramme. Den ene gang i løbet af en kamp, hvor den retningsbestemte tæmning eller hovedstødet lykkes helt perfekt. Så er det så smukt, og det giver en lille følelse af lykke, der er ret vanskelig at beskrive overfor folk, der ikke interesserer sig for fodbold."

"Og så har fodbolden modsat for eksempel golf det ekstra element, at der skal være andre med. Der skal være en, der kan løbe på den perfekte aflevering. Den følelse af fællesskab er kolossalt rar."

De fornemmelser for fodbolden opdagede Kim Bildsøe Lassen hurtigt. Han blev født i Gentofte, men voksede op i landsbyen Alsønderup mellem Hillerød og Helsinge, hvor han selv og lillebroderen Anders brugte utallige timer på gårdspladsen i evig kamp, og hvor den nuværende studievært gerne så sig selv som Gordon Banks i perfekt redning af Peles umulige hovedstød ved roden af stolpen.

Og så gav fodbolden også et vigtigt fællesskab.

"Min far og mor var jo storbymennesker, der flyttede på landet, og jeg gik på lilleskole og havde langt hår, hvilket ikke lige var normen blandt landmænd og håndværkere. Men heldigvis var jeg enormt god til at spille fodbold, og det reddede mig. For ellers var det blevet til en del mobbe-år, det er jeg sikker på," fortæller Kim Bildsøe Lassen, der også måtte tage sine kampe med forældrene, når der var fodbold.

For det kom sjældent og det kom sent, så der blev diskuteret og argumenteret om retten til at se Europa Cup-finale på en hverdagsaften.

"Og på den måde blev jeg vidne til det største tyveri i nyere tid, da Leeds tabte Europa Cup-finalen til Bayern München i 1975. Men det gav mig så til gengæld et af mine favorithold, for jeg holder altid øje med, hvordan Leeds har klaret sig."

Allan Simonsen gjorde senere, at han fik øjnene op for Barcelona, hvilket blot blev forstærket med først Michael Laudrup og siden den aktuelle succes, spillestil og filosofi, men favorithold nummer et er altså FC København via fortidens forkærlighed for B 1903.

"Jeg blev elite-badmintonspiller, og derfor stoppede jeg ret hurtigt med at spille klubfodbold selv, men jeg fulgte med. Dengang var B 1903 det hold, der kunne noget, så dem holdt jeg med hele vejen, jeg var blandt andet på Gentofte Stadion, da de slog Bayern München med 6-2, og derfor var det også naturligt at følge med over i FC København."

"Og da jeg så kom tilbage til Danmark i 2005 efter at have været korrespondent i USA nogle år købte jeg sæsonkort sammen med nogle gamle venner. Det var noget af det, man glædede sig til ved at komme hjem, og nu har vi efterhånden også fået vores sønner med på nedre C."

"Jeg har fået tilbuddet om at rykke over på A-tribunen [ hvor VIP's og sponsorere sidder], men det ville være helt forkert. Det er sådan noget "dav, dav" hele tiden, og det har jeg ikke brug for, når jeg er til fodbold. Jeg har siddet derovre et par gange, og jeg kan huske en pokalfinale, hvor en af mine venner rejste sig op og råbte, at "det er kraftedme ikke ballet." Det var der en del rundt omkring, der syntes var mærkeligt, men den tone kan jeg godt lide."

"Og når du står på nedre C er det ligegyldigt, hvem du er. Vi er der jo for det samme, vi har betalt det samme, vi ser det samme, og vi gør det sammen" siger Kim Bildsøe Lassen om det sted, hvor han har haft nogle af sine største fodboldoplevelser.

De fleste mennesker har et EM 92-øjeblik i deres liv, men det mangler studieværten trods sin passion for fodbold. Han tilbragte nemlig finaleaftenen til EU-topmøde i Lissabon [" if you can't join them beat them"] som journalist for Ekstra Bladet, så han sad og skrev en artikel, der aldrig kom på, mens han hørte kampen i baggrunden.

Han har nu haft sine unikke landsholdsoplevelser alligevel, for han var på plads i Idrætsparken til kampen mod Sovjetunionen Grundlovsdag 1985, og året efter så han også resultatet af den legendariske sejr.

"Min bror og jeg havde bestemt os for, at vi skulle ud at rejse. Vi vidste ikke lige, hvor vi ville hen, men vi snakkede om Brasilien, og det blev det så, blandt andet fordi min bror sagde "en nation der spiller fodbold på den måde kan ikke være uinteressant." Så vi var i Brasilien i 1986, og så var der jo ikke langt til at tage op til Mexico og se noget VM. Så jeg var der, da Danmark slog Uruguay 6-1, og det står som en af mine største oplevelser."

"Men ellers er der selvfølgelig alle Europa Cup-oplevelserne med FC København i Parken. Det var exceptionelt, for det var jo noget, vi aldrig troede, at vi skulle opleve. At spille uafgjort mod Barcelona og så på den måde."

"For mig er FCK bedst, når klubben kommer ud over resultatet på banen. Når der er mange folk på lægterne og spillet kører. Det handler ikke kun om at vinde kampene, selv om jeg godt ved, at det er det, som CV [ FCK's sportsdirektør Carsten V. Jensen siger] siger. Men FCK skal være meget mere end det. Det skal være meget mere end 1-0. Det skal være en bærer af nogle traditioner, og selv om vi aldrig får en Messi, en Xavi eller en Iniesta på holdet, så skal man ville noget med spillet. Man skal give tilskuerne en oplevelse, man skal søge efter det smukke, det rigtige, man skal ikke stille sig med ni mand bag bolden for at vinde 1-0."

"Og den oplevelse kan man give på mange måder. Man kan spille med energi, man kan jagte det offensive spil, man kan give chancen til unge spillere, der vil fremad, som man gør lige nu. Man skal tro på sig selv, man skal ikke være bange for at tabe, som man var i sidste sæson, hvor det altid kun handlede om at score et mål mere end modstanderen. Det er ikke nok, hvis man er FC København, og hvis man ikke forstår det, bør man stille sig ned og se et par kampe fra nedre C. Du kan jo se, hvad vej tilskuertallene går. Det handler ikke om sejre. Det handler om spillet," siger Kim Bildsøe Lassen på en måde, så man ikke er i tvivl om, at det her betyder noget.

For fodbolden fylder i følelserne og fællesskabet.

Han er for eksempel en del af en gammel gruppe venner, der fast tager ud i verden for at se fodbold. Senest var det Real Madrid på Santiago Bernabeu og næste gang bliver det Liverpool-Everton på Anfield. Og så bliver der snakket fodbold, for eksempel med sønnen Gustav på 21 og vennen Henrik Abildgaard.

"Da jeg boede i USA, snakkede vi sammen måske en gang om ugen, og det var sådan nogle samtaler, hvor man bagefter kom til at tænke på, at man egentlig ikke lige fik hørt, hvordan det gik. Jeg kan huske en episode, hvor jeg sad i et møde i USA, og han så ringede.  Ikke bare en gang. Han ringede igen og igen, så til sidst afbrød jeg mødet, for det måtte jo være noget vigtigt. Og det var det også: Han havde udtænkt en ny formation på FCK's midtbane, som han blev nødt til at vende med mig," lyder det med et grin ovre fra den anden side af bordet.

Selve spillet på banen er der til gengæld ikke så meget af længere. Knæene har det skidt med vrid efter de mange år med badminton, så foreløbig har han kun kunnet sige ja en enkelt gang til den faste årlige invitation fra sit gamle USA-hold Danish Dynamite om at stille op til en turnering i Miami, og sidst han var på banen i en sommerkamp endte det med to mål og en fibersprængning.

Og så er der selvfølgelig det med tiden og arbejdet på TV-Avisen, der også tit karambolerer med fodbold. Men måske kunne man kombinere de to. Kim Bildsøe Lassen har gennem årene interviewet nogle af de mægtigste mænd i verden [ for eksempel George W. Bush og Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad], men hvad med et fodboldinterview?

"Hmm, det ved jeg ikke. Det er jo svært, for de her spillere, der nærmest er ikoner, de er det jo for deres spil på banen og ikke for det, de siger. Det er ikke deres rolle, så jeg er bange for, at man ville blive skuffet som interviewer. Jeg kunne sige Messi, men fordi han er fascinerende at se på som fodboldspiller, er det jo ikke det samme som, at han er fascinerende at høre på."

"Men jeg ville gerne møde Josep Guardiola. Jeg tror, at han kunne forholde sig til tingene. Det samme gælder Jose Mourinho, selv om jeg har det lidt svært med ham. Han gør jo sig selv større end fodbolden, og det bryder jeg mig ikke om," siger Kim Bildsøe Lassen.

FAVORITHOLDET

Kim Bildsøe Lasses favorithold:

Banks - A. Bildsøe, Beckenbauer, Olsen, G. Bildsøe - Y. Touré, Laudrup, Socrates - Messi, Aboldgaard, Kempes

"Nu er det her jo et hold af mine favoritter, så jeg har min bror på den ene back og min søn på den anden, fordi fodbold har været så stor en del af vores fællesskab. Derfor er min ven Henrik Abildgaard også placeret på toppen mellem Messi og Kempes, fordi han simpelt hen er det mest passionerede fodboldmenneske, jeg kender. Så har jeg Beckenbauer i forsvaret, fordi jeg selv spillede libero, og fordi han var en fantastisk fodboldspiller. Det var Morten Olsen også, men han er måske mere med på grund af sin rolle som landstræner og sine evne til konstant at få noget godt ud af et ekstremt middelmådigt materiale. Jeg forstår ikke kritikken af ham. Hvor er de spillere, som han ikke udtager? Nå, Laudrup spiller central midt som den dansker, der uden sammenligning har givet os de største fodboldoplevelser og som er eksponent for alt det, jeg har talt om. Han blev også kritiseret... I mine yngre dage boede jeg i et kollektiv med tre andre drenge, hvor vi kun havde to regler. Man måtte aldrig smide en plasticpose ud uden at kigge i den først, der var engang røget en dyr dykkermaske, og man måtte ikke sige noget negativt om Michael Laudrup. Socrates er med, fordi han ikke var bange for at have meninger om og stille spørgsmål til fodbolden. Yaya Touré er med som en fantastisk spiller, der aldrig taber en nærkamp og som Barcelona aldrig skulle have solgt. Argentinske Kempes er med som illustration af, at man kan spille smuk fodbold på mange måder, for han var ikke nogen stor tekniker, men han spillede med hjertet og med viljen. Og endelig er der Messi, som er den bedste i nyere tid."