Jysk pokalsucces kan aflyse Superliga-kamp
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Jysk pokalsucces kan aflyse Superliga-kamp

Hvis AGF, AaB eller Randers FC vinder pokalturneringen, kan det overflødiggøre kampe en playoffkamp om at komme i Europa League.

Det er ikke helt vildt sandsynligt, men det er heller ikke utænkeligt. Måske bliver en kamp i Superligaen aflyst, fordi udfaldet af den er aldeles ligegyldigt. 

De hold, der klarer sig bedst i nedrykningsspillet, skal således spille om at blive nummer syv og dermed komme i en playoffkamp om deltagelse i Europa League. Men hvis et af de hold, der skal spille om syvendepladsen, har vundet pokalturneringen, bliver kampen om nummer syv ligegyldig.

Man kvalificerer sig således til Europa League via pokalturneringen, og dermed vil det pågældende hold udgå af spillet om at kvalificere sig til Europa League via Superligaen. Det skriver Politiken.

Pokalfinalen spilles som altid Kristi Himmelfartsdag, hvilket i år er 25. maj. Det er midt mellem de to kampe om at blive nummer syv, og hvis pokalvinderen deltager i de kampe, bliver returopgøret aflyst, og modparten går direkte videre til playoffkampen mod nummer tre i mesterskabsspillet.

- Kun 2 gange ud af de seneste 15 år er pokalturneringen vundet af et hold udenfor top-6 i Superligaen, så hvis det sker, er det sindssygt uheldigt, men det er da en teoretisk mulighed, siger Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, til Politiken.

AGF, AaB og Randers FC er de eneste hold med muligheden for at vinde pokalfinalen og samtidig ende i kampen om syvendepladsen. De møder henholdsvis FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF i kvartfinalerne.