K. Nielsen roser mulig Kusk-afløser
Illustration
Superliga

K. Nielsen roser mulig Kusk-afløser

Unge Andreas Bruhn fik chancen på kanten for AaB i træningskampen mod Standard Liege og modtager ros fra træneren Kent Nielsen.

Det var med Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen på kanterne, at AaB vandt Superligaen i sidste sæson. Men Kusk er angiveligt tæt på et skifte til hollandske Twente, mens Thomsen sidder ude med en skade i øjeblikket, og derfor kan andre unge spillere i AaB-truppen komme til at få chancen.

I går startede 20-årige Andreas Bruhn på banen i træningskampen mellem AaB og belgiske Standard Liege, som endte 0-0. Og Bruhn gav et godt indtryk, mener AaB-træneren Kent Nielsen, der byttede kantspilleren ud med Thomas Enevoldsen i pausen.

- Jeg sætter ikke procenter på, hvor store chancer spillerne har for at starte inde. Det kan ændre sig hele tiden, men de bedste spillere til træning og kamp kommer på holdet. Der er hård konkurrence ude på kanten, men Ando (Andreas Bruhn, red.) er en talentfuld ung spiller, og det er fint. Han skulle stå på tæer mod Standard Liege, men han fik også vist nogle af de ting, som vi også godt ved, at han kan, siger Kent Nielsen til Nordjyske.

Andreas Bruhn fik fire kampe i alt i Superligaen i sidste sæson - tre som indskifter og en enkelt som starter.