Det er et markant Superliga-navn, der mandag bliver testet for SønderjyskE's reservehold. Kalilou Traoré - der i en periode var en stor profil for OB for år tilbage - besøger således Haderslev-klubben.
Kalilou Traoré er således med i reserveholdskampen mod Esbjerg mandag eftermiddag. Det skriver JydskeVestkysten-journalisten Jacob Ravn på Twitter.
Kalilou Traoré blev i sommer sat i forbindelse med både Brøndby og OB, men interessen endte ikke med en aftale. Der har længe været tvivl om Traorés forfatning, fordi han har været uden klub i mere end et år. Sidste efterår besøgte han FC Vestsjælland, hvor han lignede en spiller langt fra topformen.
Dog forlyder det, at Traoré endnu ikke har opgivet at få gang i karrieren igen, og nu kan fremtiden altså ligge i SønderjyskE, der dog ikke har meldt noget ud omkring midtbanemandens danske visit.
28-årige Kalilou Traoré spillede i OB fra 2010 til 2012, hvor han blev solgt til franske Sochaux. Her blev han dog fristillet i sommeren 2014.