Kant forlader AaB til sommer
Superliga

Kant forlader AaB til sommer

Efter to år i AaB forlader Mathias Thrane klubben til sommer.

Kantspiller Mathias Thrane har haft svært ved at få spilletid bag spillere som Nicolaj Thomsen, Frederik Børsting og Rasmus Jönsson, og nu er de to parter blevet enige om at skilles, når kantspillerens kontrakt med AaB udløber til sommer.

Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

- Mathias Thrane er en dygtig fodboldspiller og en fantastisk fyr, der i sin tid i AaB har bidraget ekstraordinært til fællesskabet med sin professionalisme, sin ukuelige energi og sit altid gode humør, siger sportsdirektør Allan Gaarde i pressemeddelelsen.

- Min ambition er stadig at blive Superligaspiller, men det vigtigste for mig er i første omgang at finde et sted, hvor jeg som udgangspunkt kan blive fast mand på holdet, siger Mathias Thrane.

22-årige Mathias Thrane er noteret for 12 kampe for AaB. Han har scoret et enkelt mål.

Thrane kom til AaB i 2014 fra Hellerup Idræts Klub.