Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Hjulmand vil fyre den af mod Brøndby

Kasper Hjulmand vil have sit FCN-mandskab til at slippe tøjlerne mod Brøndby.

FC Nordsjælland har været forårets hold i Superligaen, og på søndag skal holdet forsøge at fortsætte de fornemme takter, når "tigrene" møder Brøndby IF hjemme på Right to Dream Park.

Cheftræner Kasper Hjulmand opfordrer sit mandskab til at slippe alle tøjler og give den gas mod Brøndby, der senest tabte 0-1 til FC København, mens Farum-klubben selv vandt 4-1 over SønderjyskE.

- Jeg er sikker på, at den vil blive spillet i et fantastisk tempo og med høj intensitet. Vi kender Brøndby som et stærkt spillende mandskab, der vil frem over stepperne, og vi vil også gerne spille hurtigt, så der kommer drøn på, siger Kasper Hjulmand til fcn.dk og fortsætter:

- Vi skal udfordre og angribe dem, og vi går ind til kampen med en masse positivitet. Der kommer larm i gaden med et stadion, der måske bliver næsten helt fyldt op. Vi håber virkelig, der kommer en masse mennesker og støtter os. Det får vi brug for.

Senest, de to mandskaber tørnede sammen, vandt FC Nordsjælland 3-2 på Brøndby Stadion.