Superliga

Kasper J.: Har udfordret FCM-ideologien

Djurgårdens nye målmand Kasper Jensen gider ikke bruge tid på at spekulere på, om det var en fejl at tage til FC Midtjylland. Han glæder sig over, at det lykkes ham at udfordre Jonas Lössl og hele FC Midtjyllands grundideologi.

FC Midtjylland har solgt den 29-årige målmand Kasper Jensen til Djurgården i Sverige. En interesse der allerede blev født i sommer, men som først blev rigtig konkret, da Jensen i starten af december var i Stockholm for at se på forholdene i den svenske traditionsklub.

Kasper Jensen er lige nu i Danmark for at ordne en række praktiske ting, inden han i morgen eller overmorgen flyver til Sverige for at begynde et nyt fodboldliv

hinsidan

. På halvandet år nåede Kasper Jensen at få i alt 22 kampe for FC Midtjylland, og det er han stolt over.

- Jeg kom hjem til FC Midtjylland fra Tyskland for at spille kampe, og jeg er stolt over, at det lykkedes mig at udfordre hele FC Midtjyllands grundideologi ved på et tidspunkt at have slået Jonas Lössl af holdet. Jeg kan stadig ikke forstå, at jeg ikke spillede mere, men omvendt kan jeg godt forstå, at de ville bruge Lössl, når nu deres grundideologi er, at de vil bruge deres egne spillere. Der passede jeg så ikke så godt ind.

- Men jeg vil ikke kalde mit skifte til FC Midtjylland for en fejl. Det ønsker jeg slet ikke at spekulere i. Jeg har haft en god tid i FC Midtjylland, hvor jeg har haft mange gode sociale stunder. Derfor er det selvfølgelig også lidt ærgerligt at skulle tømme sit skab, inden de andre er mødt til træning, men mon ikke jeg kommer tilbage på et tidspunkt og får mulighed for at sige farvel til drengene, siger Kasper Jensen til tipsbladet.dk.

Debut mod Jesper Christiansen?
I Djurgården venter der ham formentlig en tilværelse som førstemålmand, for Djurgården-træner Magnus Pehrsson har hentet Kasper Jensen for at spille. Det er i hvert fald de signaler, han har fået. Og Kasper Jensen kan slet ikke vente med at komme igang.

- Det har været vigtigt for mig, at det er mig, de vil have. De har været interesseret længe, og jeg mener, at det her skifte er et stort skridt op for mig. Jeg kommer til at spille for en traditionsklub. Jeg ved godt, at klubben har haft et par sæsoner, hvor det er gået mindre godt, men jeg ved, at klubben er gået igang med en proces, hvor de vil bygge en ny rygrad på holdet. Den proces glæder mig til at være med til at påvirke.

- Jeg har fået at vide, at Magnus har ledt efter en keeper med stor karisma og stor personlighed, og jeg er selvfølgelig stolt over, at han og de andre folk i Djurgården er blevet overbevist af mine præstationer i de kampe, jeg nåede at få for FC Midtjylland, siger Kasper Jensen.

Djurgården åbner den nye Allsvenskan-sæson med en udekamp den 31. marts mod Elfsborg, der fortsat har Jensens danske målmandskollega Jesper Christiansen i truppen. Christiansen menes dog at være på vej væk fra Elfsborg, så det er langtfra sikkert, at de to danskere ramler sammen i det opgør.