Kasper Larsen: Topmotiveret og sulten
Superliga

Kasper Larsen: Topmotiveret og sulten

Kasper Larsen glæder sig over at komme hjem til OB efter mislykket ophold i Astana.

Der var lagt op tild et helt store eventyr, da Kasper Larsen i vinterpausen skiftede OB ud med Astana. I Kazhakstan løb danskeren dog hurtigt ind i en skade, der gjorde, at spilletiden i store perioder var langt væk. Lejeaftalen blev derfor ikke til mere, og Larsen vender nu hjem til Alka Superligaen.

Her har den 22-årige forsvarsspiller underskrevet en toårig aftale, der løber frem til 2017. Et faktum der glæder hovedpersonen selv, der kunne se sit comeback blive officielt torsdag formiddag:

- Jeg glæder mig til igen, at kunne trække den stribede trøje over hovedet. Det har været spændende at opleve noget nyt både som menneske og fodboldspiller. Jeg har haft en god snak med Kent Nielsen, og vi ser begge muligheder i samarbejdet og projektet i OB. Jeg glæder mig til at få forløst hele mit potentiale i OB og bevise mit værd igen, og jeg er sikker på, at jeg hurtigt falder til i OB igen, siger Kasper Larsen til klubbens hjemmeside. 
 
Kasper Larsen understreger desuden, at det mislykkede ophold i Astana ikke rammer motivationen for dansk fodbold: 

- Det bliver dejligt, at komme hjem til OB, som er min klub i Danmark, og jeg er topmotiveret og sulten, så det kan ikke gå hurtigt nok med at komme på træningsbanen igen, udtaler han.   

Kasper Larsen har spillet 81 kampe for OB, hvor han har scoret to gange.