OB kunne juble fredag aften. Med sejr hjemme over AC Horsens reddede fynboerne en ny sæson i Alka Superligaen, men det var ikke kun smil, der var at finde i OB-lejren efter opgøret. Undervejs i kampen måtte målmand Sten Grytebust nemlig udgå med en skade i læggen.
Grytebust har været en af de bedste keepere i Superligaen i denne sæson, og han er en mand, OB meget gerne vil have med i playoff-kampene om Europa League, Det kan fynboerne dog risikere at skulle se langt efter:
- Mod slutningen af første halvleg af fredagens kamp mod Horsens, måtte OB's målmand Sten Grytebust udgå med en skade i læggen. Den norske keeper er lørdag blevet scannet, og her har det vist sig, at han har pådraget sig det, der kaldes en 'tennis-læg'. Udtrykket dækker over en beskadiget sene i læggen, og hvor lang skadespause han har i vente, er svært at spå om - i værste fald er han ude resten af foråret, skriver OB på klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Den kommende uges tid vil han ikke kunne deltage i træningen, men cheftræner Kent Nielsen har et lille håb om, at Grytebust så småt kan begynde at træne om en god uges tid, lyder det.
OB slutter denne del af kvalifikationsspillet af med en udekamp mod Esbjerg den 8. maj.