Kjetil Wæhler er fortid i AaB, og det betyder, at Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen og Nicholas Gotfredsen er de tre eneste midterforsvarere i AaB's trup. Træner Kent Nielsen regner ikke med, at det ændrer sig, inden transfervinduet lukker. For ham handler det nu om at bruge ugerne op til forårspremieren på at finde et internt alternativ til de tre midterforsvarere.
- Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, for det kan pludseligt gå hurtigt i fodbold. Men som det ser ud nu, er økonomien ikke til at hente en ny midterforsvarer, og derfor indstiller jeg mig på, at jeg har de tre naturlige midterforsvarere. En trup har optimalt set fire midterforsvarere, og nu må jeg så finde ud af, hvilket alternativ vi har til de tre. På den lange bane vil vi gerne have fire, men lige nu handler det om at finde et alternativ i tilfælde af skader og karantæner. Og det kan sagtens lade sig gøre, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.
Thomas Augustinussen har før prøvet at spille midterforsvar, ligesom alsidige Patrick Kristensen og højre back'en Kasper Bøgelund måske er nogle af de alternativer, Kent Nielsen har tænkt sig at afprøve op til premieren mod FC København i starten af marts.
Under alle omstændigheder er salget af Kjetil Wæhler et stort tab for den nordjyske klub, der har mistet en anfører på banen og en leder udenfor banen.
- Kjetil efterlader et tomrum, så det er et stort tab for os at miste ham. Han har været en god anfører, han er en fantastisk professionel spiller med en stor vindermentalitet, der har betydet meget i omklædningsrummet og på træningsbanen. Men det er en naturlig del af fodbolden at spillere kommer og går, og vi har god tid til at arbejde med holdet uden Kjetil, siger Kent Nielsen.
Kjetil Wæhler skiftede i fredags AaB ud med en to-årig kontrakt med svenske IFK Göteborg.