Kent Nielsen efter storsejr: Har vist vores gode og dårlige sider
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Kent Nielsen efter storsejr: Har vist vores gode og dårlige sider

Der har været store udsving for OB i denne sæson, og holdet har vist sig frem fra både sine gode og mindre gode sider, mener cheftræner Kent Nielsen.

I rundens første Alka Superliga-kamp fredag aften var OB fremragende. Fynboerne rejste fra Farum Park med en 5-1-sejr, og præstationen vakte ikke overraskende glæde hos cheftræner Kent Nielsen.

Sejren kom oven på 4-0-nederlaget til SønderjyskE i sidste weekend, hvilket illustrerer holdets svingende præstationer. Foreløbig rækker det til en femteplads, som kan kategoriseres som den solide midterplacering, som OB regner med. 

- Vores sæsonmål er en solid midterplacering, og vi føler et eller andet sted, at vi er, hvor vi skal være. Men vi har både fået vist de rigtig gode sider ved os selv, men også de meget dårlige sider, siger Kent Nielsen til Ritzau.

- Vi har scoret rigtig mange mål, hvilket sådan set er gået lidt i glemslen på grund af de tre dårlige udekampe, hvor stort set alle de mål, vi har lukket ind, er kommet. Så kan man så diskutere, om vi har et godt forsvar eller ej, men det er fakta.

Han og OB har muligheden for at udvise lidt mere stabilitet og samtidig få hævn over SønderjyskE i næste spillerunde. Her mødes holdene således igen, men det bliver først på den anden side af landskampspausen.