Kent Nielsen før Hobro: Det bliver sværere, end de fleste tror
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

Kent Nielsen før Hobro: Det bliver sværere, end de fleste tror

OB-træner Kent Nielsen ser frem til lørdagens kamp mod Hobro.

OB har fået en fin start på forårssæsonen med syv point for de første tre kampe. Nu venter bundproppen Hobro i en udekamp lørdag eftermiddag, men selvom OB er favorit, tager Kent Nielsen ikke noget for givet.

- Vi skal tænke grundigt over, hvornår vi lægger afleveringerne, og hvornår vi prøver at spille gennembrudsbolden. I de seneste kampe har vi stået stærkt kollektivt, og samtidig er vores individualister blevet bragt i de rigtige situationer, så de har kunnet bidrage med deres til, at vi har kunnet vinde kampene. Vi er fuldt ud bevidst om, at vi er favoritter, og vi ved, at alle omkring os forventer, at vi ’bare’ skal vinde kampen. Men vi ved også, at det bliver væsentligt sværere, end de fleste folk tror, siger Kent Nielsen til ob.dk.

Han er opmærksom på, at Hobro er en helt anden modstander end FC Nordsjælland og AaB, som OB senest har mødt, og derfor kan fynboerne være nødt til at jusere deres spillestil.

- Der er selvfølgelig noget rigtigt i, at man skal koncentrere sig om sit eget spil, og at man skal forsøge at udnytte de styrker, der er på ens eget hold. Men der skal altså en del justeringer til fra kamp til kamp, for der er stor forskel i, hvor vi kan forvente at komme til afslutninger i den anden kamp i forhold til den anden. Der er stor forskel på, om man møder Hobro eller AaB, og derfor skal man holde fast i sit eget spil, men hele tiden være klar til at justere og omstille sig. I kampen mod Hobro kommer tålmodigheden til at gøre en stor forskel, fordi vi sagtens kan ende med at have bolden mere, end vi har haft i de seneste kampe. Og så vil vi opleve en modstander, der er så dygtige til at sørge for, at vi har ikke meget plads at spille på, at vi risikerer for mange boldtab, hvis vi ikke holder tålmodigheden og tænker os om, inden vi forsøger at komme igennem dem, siger cheftræneren, der kan glæde sig over en trup, der som udgangspunkt er skadesfri, siger Kent Nielsen. 

OB og Hobro mødes lørdag klokken 16.00.