Video : Tipsbladet
Superliga

Kent Nielsen før Silkeborg: Spillerne er udfordret mentalt

Kent Nielsen glæder sig over positive takter i OB, men erkender, at holdet er ramt mentalt efter otte nederlag i de ni seneste kampe.

Otte nederlag i de sidste ni kampe. Det er et mareridt for enhver Superliga-klub, og det er realiteten i øjeblikket hos OB. Af samme grund er der lagt op til en nøglekamp af de helt store, når fynboerne fredag aften gæster Silkeborg IF. Her ventes en hård og intens affære, hvor begge mandskaber ser opgøret som en nøglekamp i bunden af tabellen. 

I OB tabte man senest hjemme til FC København med 3-0. Alligevel var der ting i opgøret, som cheftræner Kent Nielsen kunne glæder sig over og tage med til udekampen fredag i Silkeborg: 

- Mod FCK var vores forsvarsspil rigtig fint i første halvleg. Og i vores commitment i det organisatoriske og det fysiske, der var vi spot on. Det er indiskutabelt også noget, vi skal markere os med mod Silkeborg, for det gav os et synligt bevis mod FCK, at vi selv mod en meget stærk modstander kunne forsvare os godt og sørge for, at der ikke blev givet så mange chancer imod os, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside og fortsætter: 

- Efter en række dårlige resultater er spillerne selvfølgelig udfordret på det mentale. Der er det vigtigt, at de bliver omgivet med al den hjælp og støtte, de kan få, for det skal til for at få det overskud, der er brug for. Det skal vi i trænerteamet være de første til at sørge for, sådan at alt fokus kan være på den næste kamp, som altid vil være den vigtigste opgave, udtaler cheftræneren. 

Der er kampstart mellem Silkeborg IF og OB klokken 18:00 fredag aften.