Kent Nielsen: Stor respekt for FCV
Illustration
Superliga

Kent Nielsen: Stor respekt for FCV

Mandag tørner FC Vestsjælland og AaB sammen i Superligaen, og det bliver ikke en let opgave for de danske mestre.

AaB-truppen har formentlig rigtig gode minder i Slagelse. Det var nemlig her, klubben i sidste sæson sikrede sig det danske mesterskab, og mandag aften kommer nordjyderne på ny til Sjælland. 

Spillemæssigt var der flere udfordringer for Kent Nielsen´s mandskab under seneste møde med FC Vestsjælland, og AaB-træneren forventer ikke en lettere opgave i mandagens kamp: 

 - Vi har stor respekt for et erfarent FC Vestsjælland-mandskab og forventer, at det i morgen aften bliver lige så svært som ved vores to besøg i sidste sæson. FC Vestsjælland er i gang med en videreudvikling af spillestilen med gode offensive idéer, og der har indtil videre været mange mål i deres kampe, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside, og understreger: 

- I FC Vestsjællands omstillinger er især Rasmus Festersen en farlig herre, ligesom vores tidligere spiller Anders Dues kvalitetsindlæg er velkendte. For vores vedkommende handler det om at fortsætte takterne fra vores intense kamp i seneste spillerunde mod FC København, og udover at arbejde hårdt og fokuseret, så er effektivitet, præcision, bevægelighed og kreativitet nøgleord for os, vurderer cheftræneren. 

Kampen mellem FC Vestsjælland og AaB starter klokken 19:00 mandag aften.