Kent Nielsen: Vi holder fokus på egne kampe
Foto: Getty Images
Superliga

Kent Nielsen: Vi holder fokus på egne kampe

Kent Nielsen fortæller, at OB forud for nedrykningsgruppespillet skal holde tungen lige i munden.

Det blev til en 11. plads i Superligaen for OB efter de første 26 runder af Superliga-sæsonen 2016/17.

Det betyder, at Kent Nielsens tropper til nedrykningsgruppespillet er i gruppe med AC Horsens, Randers FC samt Esbjerg. 

Når Superligaen atter vender tilbage efter landskampspausen ser Kent Nielsen gerne, at OB holder fokus på sine egne kampe og samtidig holder tungen lige i munden. 

- Det hele bliver mere intenst, hvor presset fra omverdenen bliver anderledes. Alle vil gerne gøre status efter hver eneste kamp. Vi skal holde tungen lige i munden og have fokus på, hvor mange point vi får i de seks kampe. Vores største fokus er vores egne kampe, da det kommer til at afgøre, hvor vi ender, fortæller Kent Nielsen til ob.dk.

Om træningen i landskampspausen fortæller han:

-  Overordnet set har det mest stået på lidt spiltræning og fysisk træning. Det er lang tid siden, vi har kunnet arbejde fysisk, uden at det har påvirket vores spilniveau. Næste uge skal vi forberede os rent spillemæssigt, hvilket også betyder taktisk træning. I først omgang selvfølgelig med fokus på Horsens-kampen, slutter han. 

OB spiller mod AC Horsens den 31. marts klokken 18.00.