Kent Nielsen: Vi skal slæbe os ud af det
Illustration
Superliga

Kent Nielsen: Vi skal slæbe os ud af det

Der er krise i det nordjyske, hvor AaB efter en tredjedel af sæsonen indtager syvendepladsen i Superligaen.

De danske mestre har ikke fået den ønskede start på sæsonen. Således indtager man efter en tredjedel af sæsonen en syvende plads i Superligaen, og fredag blev det så kun til et enkelt point i hjemmekampen mod oprykkerne fra Hobro.

Den nuværende spillemæssige krise skal man arbejde sig ud af. Det mener AaB-træner Kent Nielsen efter kampen fredag aften.

- Vi har ikke været dygtige nok, men spillernes tro, energi, og fokus på, hvad der skal til for at komme tilbage, den er klart til stede. Det viste de i anden halvleg mod Hobro, men også til træning. Der er ikke nogen mirakelkur. Vi skal lide og slæbe os ud af det her, udtaler Kent Nielsen til Ritzau.

AaB kan potentielt blive overhalet af både FC Vestsjælland og Sønderjyske, der med tre points i weekendens kampe kan komme over AaBs pointtotal på 12 efter 11 kampe.