Kharaishvili-agent: Der er dialog med Brøndby
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Kharaishvili-agent: Der er dialog med Brøndby

Brøndby IF er i dialog med Giorgi Kharaishvili. Det bekræfter spillerens agent Aleksandar Bursac.

Georgiere er ikke noget særsyn i Superligaen, men det er ikke ofte, at man støver dem op på den københavnske Vestegn. Faktisk har der aldrig været en spiller fra Georgien i Brøndby IF.

Det kan der måske snart blive lavet om på.

Søndag kunne tipsbladet.dk citere det belgiske medie voetbalnieuws.be for, at den talentfulde midtbanespiller Giorgi Kharaishvili kan være på vej til Brøndby IF. De blå-gule lurer på georgieren sammen med en række klubber i Belgien. Kharaishvili har kontraktudløb hos sin arbejdsgiver FC Saburtalo Tibilisi ved udgangen af denne måned.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, der vanen tro ikke ønsker at kommentere på konkrete navne, men georgierens agent, Aleksandar Bursac, bekræfter interessen fra de danske vicemestre.

- Jeg kan bekræfte, at vi er i dialog med Brøndbys sportsdirektør, siger Aleksandar Bursac til tipsbladet.dk.

Hvor konkret er interessen?

- Det kan jeg ikke sige. Men Brøndby vil være en god klub for Giorgi. Han vil få muligheden for at spille fast, og så vil han også komme på radaren i de større ligaer. Han er det største talent i Georgien, og efter halvandet år ville de kunne sælge ham til en topklub.

Er Brøndby kommet med et kontraktudspil?

- Nej, lyder det fra agenten.

20-årige Giorgio Kharaishvili har spillet to A-landskampe for Georgien.