'Killer instinkt' har gjort forskellen for Lyngby
Jan Christensen/Getty Images
Superliga

'Killer instinkt' har gjort forskellen for Lyngby

Med fire sejre i træk er Lyngby på fjerdepladsen i Superligaen. Sejren mod AaB kickstartede den gode stime og gav holdet det nødvendige killer instinkt.

I Lyngby løber spillerne rundt med armene højt oppe. Humøret er godt efter fire sejre i træk og en nuværende fjerdeplads, men klubben var dybt nede, før de kunne komme så højt oppe, som de er nu.

Før de fire sejre i træk, som klubben har præsteret, tabte de tre i træk, og den periode fødte et instinkt med sit, siger Martin Ørnskov, der har fået fuld spilletid i holdets seneste fire kampe.

- Det meste af sæsonen synes jeg, at vores spil har fungeret godt. Vi havde en periode med modgang, men efter sejren over AaB er der kommet et killer instinkt, og selvfølgelig noget held, men vi har arbejdet sten hårdt for at få det.

Killer instinktet har givet Lyngby fire sejre i træk. Alle fire er vundet med 1-0, og de sejre har været med til at løfte armene og stemningen i vejret for klubben.

- Det er tårnhøj. Man render rundt med følelse af, at de andre hold ikke kan score mod os. Hvis de så endelig får chance, har vi en sindssyg dygtig målmand i Jesper Hansen. Vi har en kanon stor tro på, at vi kan få sejre og få tingene til at lykkedes, og i de seneste kampe har vi kun skullet bruge et mål.

I starten af sæsonen spillede Lyngby mere offensivt, end de har gjort i deres fire sejre på stribe. Nu spiller holdet med en mere defensivt organiseret strategi, og derfor er det vigtigt, at spillere som Jeppe Kjær og Kristoffer Larsen har fundet målnæsen frem.

- I starten skabte vi mange chancer, men var uheldige. Nu skaber vi ikke så mange chancer, men scorer, når chancen byder sig. Det viser, at effektiviteten er yders høj, og det er jeg imponeret over. Vores offensive kræfter har været dygtige til at arbejde den ”forkerte vej”.

Mens den offensive byrde primært ligger på Lyngbys fire forreste spillere, har Martin Ørnskov og Jesper Christjansen på den centrale midtbane en mere tilbageholden og kontrollerende rolle. De skal dække et stort område, men deres arbejde er blevet gjort nemmere af de offensive spilleres vilje til at arbejde den ”forkerte vej”, som Ørnskov kalder det.

- Vi har fungeret godt som hold og arbejdet godt sammen. Med Jelle (Jesper Christjansen, red.) ved siden af mig har vi store rum, der skal lukkes, og det er lykkedes godt – og vi har selvfølgelig fået god hjælp. Min rolle er også at være stærk på bolden og tage brodden af presset fra modstanderen, så vi kan få spillet os ud af svære situationer. Det er lykkedes godt. Jeg synes, at jeg har været god og rolig på bolden, og det har hjulpet holdet.

En stor del af Ørnskovs ansvar er at kontrollere midtbanen og balancen på holdet, og den rolle passer ham godt. Han har været en fast del af David Nielsens udvalgte spillere, hvor han har spillet i 11 ud af holdets 12 Superliga-kampe.

Muligheden for at få sejr nummer fem i rækken for Lyngby kommer efter landskampspausen, når de mandag den 17. gæster Superligaens bundhold, Esbjerg, der har tabt to i træk.