Kim Aabech med fra start hos AGF: Ny kontrakt stadig i spil
Superliga

Kim Aabech med fra start hos AGF: Ny kontrakt stadig i spil

Kim Aabech har slidt sig tilbage til startopstillingen i AGF og holder døren på klem for en forlængelse af kontrakten.

I en lang periode har det set ud til, at Kim Aabechs tid i AGF var ved at være overstået. Den langvarige forhandling om en kontrakt strandede i efteråret, og da AGF pludselig skiftede træner, så Glen Riddersholm stod i spidsen, blev den teknisk dygtige spiller oven i købet placeret uden  for startopstillingen. 
 
Riddersholms spilsystem kræver hårdt arbejde og masser af både offensive og defensive løb fra spillere på den forreste del af banen - en disciplin som Kim Aabech aldrig har været berømt for. 
 
Aabech har da også startet samtlige af forårets kampe på bænken, lige som det  også var tilfælde i langt de fleste af træningskampene. Men til fredagens udekamp mod AaB er Kim Aabech tilbage i startopstillingen. 
 
Over for jp.dk erklærer Kim Aabech sig tilfreds og og forklarer, at han har knoklet hårdt for at passe ind i Riddersholms spilfilosofi, hvilket betyder, at man fredag vil kunne opleve en mere mobil Kim Aabech i alle spillets faser. 
 
Kontrakten mellem AGF og Aabech udløber fortsat til sommer, men offensivspilleren holder stadig døren på klem for at indgå en ny aftale med Superliga-klubben.
 
- Der er ikke noget nyt om min aftale. Nu har jeg siddet ude lidt, klubben har skullet vurdere, om jeg kunne tilpasse mig Glen Riddersholms system, og det samme har jeg selv villet se. Det kan stadig blive AGF. Jeg er her nu, og jeg er glad for at være her. Glen Riddersholm er en fantastisk træner, god og hård. Han har sagt fra starten, at han ville have spillere med andre kompetencer end der, hvor jeg er bedst. Men nu spiller jeg da, så noget har jeg da i mig, siden han vælger mig. Det bliver sjovt, siger Kim Aabech til jp.dk.
 
AaB - AGF bliver fløjtet i gang fredag klokken 18.00.