Christian Traoré har i de senestepar år haft for vane at få korte kontrakter med de klubber, han har engageret sig i. I de seneste fire måneder har forsvareren tørnet ud for Lyngby i Superligaen, hvor han som oftest har vikarieret for en skadet Frederik Krabbe på højre back. Men til nytår er udløber aftalen med Lyngby.
Derfor er agenten Niclas Jensen så småt begyndt at tale forlængelse med de kongeblå for Christian Traoré, men noget tyder på, at han også denne gang må tage til takke med en lidt kortere af slagsen.
- Jeg var til møde med klubben den sidste dag, vi trænede, og der gav de udtryk for, at de gerne ville forlænge. Nu må vi se, om vi bliver enige, men de virkede umiddelbart interesserede i at give mig en kontrakt på et halvt års tid, siger Christian Traoré til tipsbladet.dk.
Læs også: Traoré og Lyngby forhandler kontrakt
De korte kontrakter ser efterhånden ud til at klæbe til den 29-årige forsvarsspiller, men selv om han gerne tog imod en længere aftale, så virker han afslappet ved tanken om, at det igen kan blive til en halvsæson kun.
- Jeg har efterhånden vænnet mig til korte aftaler, for sådan har det været i de sidste to år. Alle vil gerne have længere kontrakter, så du kan finde dig helt til rette både på og uden for banen, men derfor kan en halvårig kontrakt stadig godt være interessant, siger Traoré.
Indtil videre har Christian Traoré dog væbnet sig med tålmodighed. Agenten Niclas Jensen tager sig af snakken med Lyngby og andre eventuelt interesserede klubber, og først når noget er konkret, tager Traoré stilling til det. Men om det bliver før eller efter nytår, ved den fysisk stærke forsvarer ikke.