Kris Stadsgaard stopper karrieren
Superliga

Kris Stadsgaard stopper karrieren

Forsvareren har spillet fodboldkarrierens sidste kamp

Kris Stadsgaard vendte i 2012 tilbage til Superligaen og FCK, men opholdet blev siden spoleret af mange skader, og nu har den 30-årige stopper besluttet sig for at indstille karrieren.

- Det har egentlig været lidt under opsejling i noget tid. Jeg har gået og fiflet med en virksomhed i noget tid. Det har jeg så valgt at gå all in på i stedet for. Jeg har brug for at investere alt min tid i det, siger han til bold.dk.

Og han er godt tilfreds med det, som han har opnået.

- Jeg synes, jeg har haft en fin karriere mine skader taget i betragtning. Jeg synes, det er imponerende, hvad jeg har opnået, og jeg er sikker på, det kunne være blevet til endnu mere, hvis jeg ikke havde haft alle de skader. Jeg er overhovedet ikke skuffet over det, jeg har opnået. Jeg er super tilfreds.

30-årige Stadsgaard, som startede karrieren hos FC Nordsjælland, spillede for Malaga fra 2010-2012, Rosenborg fra 2008-2010 og Reggina fra 2007-2008. Han nåede 97 Superliga-kampe og tre kampe for landsholdet.