Video : Tipsbladet
Superliga

Kristjansson kigger efter midtbanespillere

Olafur Kristjansson kigger efter midtbanespillere til både den offensive og defensive del af Randers FC-holdet.

Randers FC startede ligesom flere andre Superliga-klubber træningen mandag, men der var ikke mange nye spillere at få øje på. Faktisk var kun 15 af de 22 spillere i førsteholdstruppen på træningsbanen - da flere havde fået forlænget ferie eller selvtrænede.

På banen var cheftræner Olafur Kristjansson dog, og han håber på, at han snart får selskab af flere spillere udefra.

- Det var the usual suspects, der trænede med i dag, men det er klart, at der bliver arbejdet på at få nye spillere ind. Det er primært på midtbanen, vi kigger - både offensivt og defensivt - mens vi også gerne vil have en ekstra mand ind i forsvaret. Men forsvaret har ikke førsteprioritet, da vi udover de tre naturlige centrale forsvarsspillere (Agesen, Bager og Enghardt, red.) også har Marxen, der kan glide ind, siger cheftræner Olafur Kristjansson til Randers Amtsavis.

Randers starter sin Superliga-sæson om under en måned, når de gæster SønderjyskE d. 15. juli.