Kristjanssons højde- og lavpunkter
Illustration
Superliga

Kristjanssons højde- og lavpunkter

FC Nordsjælland-træner Olafur Kristjansson ser tilbage på sine første måneder i Superliga-klubben.

Bragt i Tipsbladet 12. december

Hvad har været godt i dit debutefterår i Superligaen?
”Spille- og resultatmæssigt har det været op og ned, men det har været godt, at selv om vi kom bagud i de første kampe, så havde vi heldet og dygtigheden til at vende kampene og få et resultat. Og da vi kom ind i den resultatsmæssige ”krise” i løbet af efteråret [fem kampe, et point], kunne vi stadig komme ind i en Brøndby-kamp, spille godt og hente et resultat. I de sidste fire kampe har vi kun lukket et mål ind, så det er positivt efter en periode, hvor vi ikke lykkedes så godt med det. Trods modgang har vi holdt fast i vores koncept, arbejdet med nogle bestemte ting, og det har givet pote ude på banen.”

”Jeg kom jo til for både at videreføre det arbejde, der var blevet lavet, og samtidig bygge på og få skruet op så spillestilen blev udviklet. Det synes jeg, at man kan spore på vores spil, og også se på de tal som vi har fået på kampene. Vi ligger stadig højt i forhold til bold-possession, vi har flere afleveringer fremadrettet, og i forhold til presspillet vinder vi flere dueller end tidligere, så jeg er rimelig tilfreds med udviklingen. Men vi fik også hjælp af den gode start, vi fik på sæsonen. Det gør tingene lidt nemmere, når du får resultaterne med dig, i stedet for at du skal til at overbevise trup og omgivelser, hvis du ikke får resultater. Men alt i alt synes jeg, at det er gået rigtig godt i forhold til at komme ind som ny træner.”

Hvad har været skidt?
”Efterårets lavpunkt var absolut, at vi ikke gik videre i pokalen, at vi ikke formåede at slå et Danmarksseriehold [SC Egedal]. Vi stillede med et hold, der både var tro mod tanken om at ville udvikle spillere og samtidig havde erfaring fra både Superliga og U-landshold. Jeg havde stillet op på samme måde igen, men set i bakspejlet havde jeg måske taget lidt flere spillere med lidt mere erfaring med til at kaste ind, når kampen ikke gik vores vej.”

Hvad har været den bedste kamp?
”Rent spillemæssigt har de to Brøndby-kampe på hjemmebane været de bedste. Den første tabte vi godt nok 3-0, men vi var rigtigt gode i den første time, og det samme i den seneste, hvor vi godt nok spillede 11 mod 10, men spillemæssigt var rigtig gode og også vandt 2-0.”

Hvad har været den værste kamp?
”Jeg var meget skuffet efter hjemmekampen mod SønderjyskE, hvor vi lavede nogle fejl, der kostede, så vi tabte 2-3. Det samme med AaB-kampen hjemme hvor vi i det 93. minut satte bolden på spil, blev straffet og tabte 1-0.”

Hvad har du lært dine spillere?
”Jeg har forsøgt at lære dem at fornemme kampen, fornemme faserne i kampen, hvor er vi henne i kampen. Kan vi tillade os at sætte bolden på spil, er vi ovenpå, skal vi beskytte os? Jeg har lagt vægt på, at de selv, både i kamp og til træning, kan reflektere over det, så vi bliver bedre klædt på i forhold til at tage beslutninger. Og det vil jeg blive ved med. Det synes jeg også er en del af en uddannelse som fodboldspiller. At man ikke kun fokuserer på det tekniske, men at man også ved, at hver kamp har sit eget liv.”

Hvor langt er du kommet rent taktisk med det, du gerne vil?
”Det var vigtigt for mig ikke at rokke ved for mange ting, for der var et godt fundament med pres, genpres og omstillinger, men hen ad vejen har vi arbejdet videre med vores organisation, struktur og løbemønstre. Det er for eksempel i relationerne mellem en back, en otter og en kantspiller, hvor vi har forsøgt os lidt med at rotere mellem positionerne, så de ikke blev fastlåste, og vi ikke bliver for nemme at læse. Der er vi kommet et lille stykke, men der er stadig lang vej.”

Hvordan er forskellen på at være træner i Island og i Danmark?

- i forhold til spillestilen?
”Jeg har for lang tid siden besluttet mig for, hvilken måde jeg vil arbejde på i forhold til spillestil, og hvordan vi træner for at dyrke den spillestil, så det er det samme arbejde, bare på en anden skala. Det siger sig selv, at niveauet teknisk, taktisk og fysisk er anderledes end på Island, en i forhold til sidst jeg var i Superligaen, synes jeg faktisk, at den er blevet mere fysisk og mere direkte, end mange tror, at den er.”

- i forhold til trænerkolleger?
”En cheftræner står meget alene alle steder, og jeg savner da som træner, at vi både på Island og i Danmark ikke lukker os så meget af, men vi er bare ikke meget for at sidde og diskutere med en kollega fra et andet hold. Jeg har så heller ikke haft så meget mulighed for at gøre det, men det ligger i vores natur, at vi passer vores eget. Det kan godt være, at andre har skabt relationer med kollegaerne her og har det på en anden måde, men jeg har fokuseret på mit eget og har ikke haft tiden til at stifte bekendtskab med de andre.”

”Men i forhold til de vante rammer og de kendte ansigter på Island, så var det også den udfordring, jeg havde brug for. At skulle arbejde for at bevise at jeg var god nok, at jeg kunne. Der kan sætte sig en magelighed, når man er i et trygt miljø og altid kan vende tilbage til det, man plejer at gøre. Jeg havde sgu brug for den udfordring, og det har skærpet mig, synes jeg.”

- i forhold til tilskuere og medieopmærksomhed?
”Det er jo igen en større skala, men FC Nordsjælland trækker ikke de største overskrifter, så på den måde er det lidt et beskyttet miljø i forhold til andre klubber. Men når der opstår en kontroversiel beslutning i forhold til en spiller, der bliver sat af, eller når det ikke kører på holdet, så kan man godt mærke, at der er flere, der har meninger om tingene. Men jeg har jo ikke været udsat for voldsomt pres i forhold til ikke at have skaffet resultater eller have dummet mig på en eller anden måde. Det skal nok komme.”

- i forhold til livet udenfor banen?
”Det har selvfølgelig været anderledes, fordi jeg ikke har haft familien med her det første halve år. De er kun kommet på besøg, så det har givet mulighed for at kunne fokusere på arbejdet, sætte sig ind i tingene og komme i gang i FC Nordsjælland. Men det har også været ensomt, for du kommer ikke hjem til en familie og de trygge rammer. Du kommer hjem alene i et hus, hvor du enten sætter dig ned og arbejder eller sætter dig ned og arbejder. Det bliver meget ensporet, men det er også op til én selv. Jeg har taget nogle lange cykelture, og jeg var på Louisiana i søndags for at koble af og mærke noget nyt, så det er også op til en selv at lave noget, så man ikke får ondt af sig selv og synes, at det hele er røvsygt, fordi man ikke har de samme rammer som derhjemme.”

Hvad har du savnet mest fra dit gamle liv?
”At man ikke har haft familien med, det afsavn der kommer, når man ikke ser ungerne og familien. Det har været hårdt. Men de to yngste af ungerne og min kone flytter hertil efter nytår.”

Hvad skal du lave i de kommende uger?
”Lige nu er jeg sammen med resten af trænerteamet på vej til Tyskland, hvor vi i aften [tirsdag] skal se Dortmund-Anderlecht, og så skal vi kigge på deres akademi i morgen, evaluere lidt på sæsonen og hygge os sammen. Så tager jeg til Island på fredag, hvor jeg skal holde jul med familien, og så kommer jeg tilbage i starten af januar.”

Hvordan er dine forventninger til foråret i forhold til transfers og resultater?
”Vi har allerede hentet en angriber [islandske Gudjon Baldvinsson fra Halmstad], men om der sker mere, ved vi jo ikke. Vi har kandidater til forskellige positioner, men det handler også om, hvordan truppen tegner sig. Om der er nogen, der forsvinder? Man er ikke altid selv herre over, hvad der sker. Kommer den rigtige klub med den rigtige pris for en af vores spillere, tror jeg nok, at klubben er villig til at give slip, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg også været vant til fra Island, og klubben har været dygtig til at udvikle spillere, der kan komme ind på eventuelt ledige pladser.”

”Men det er klart, at vi skal holde fast i konceptet. Vi skal have et slagkraftigt hold til foråret, for vi skal kigge opad efter den periode i efteråret, hvor vi ikke fik så mange point. Havde vi haft tre-fire point mere, havde jeg været super-tilfreds, men man kan jo ikke få det hele.”