Per Krøldrup snakker med flere danske klubber
Illustration
Superliga

Per Krøldrup snakker med flere danske klubber

Per Krøldrup har snakket med flere klubber i Danmark, og han kan sagtens forestille sig en fremtid i dansk fodbold. Han er dog åben for det meste.

Den tidligere landsholdsspiller Per Krøldrup har levet en omskiftelig fodboldtilværelse, efter han forlod Fiorentina i 2012. Først indgik han en kort kontrakt med Pescara, der endte med at rykke ud af Serie A, og efter en periode som klubløs gik turen til videre Portugal og Olhanense, som han også var med til at rykke ned med.

Nu er Per Krøldrup igen arbejdsløs efter to nedrykninger på to sæsoner, men personligt er han godt kørende og på optimistisk jagt efter en ny klub. Indtil videre har der da også været bejlere nok.

- Jeg har fået flere tilbud, men ikke et som jeg følte, var det rette, og derfor går jeg stadig og venter, siger Per Krøldrup til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Der er flere muligheder og flere ting, som kunne være interessante. Det kan være i Europa, og det kan være udenfor Europa. Jeg har tilbragt mange år i Italien, og det er selvfølgelig også en mulighed at tage tilbage dertil, men jeg synes også, det kunne være spændende med en klub i USA eller Australien.

Den 34-årige forsvarsspiller har ikke tørnet ud for en dansk klub siden 2001, hvor han spillede for B. 93, men flere klubber har noteret sig, at den tidligere landsholdsspiller kan erhverves gratis, og han er åben for at komme hjem til Danmark.

- Det kunne være en spændende mulighed. Jeg har allerede talt med et par klubber og har også fået nogle tilbud. Jeg er stadig i kontakt med et par stykker, uden der dog er mere i det, siger Per Krøldrup.

Han understreger, at formen er god, og han sprudler af spillelyst efter et personligt godt år i Portugal, hvor han fik masser af spilletid og også scoret et enkelt ligamål.

- For mig personligt gik det godt i Portugal. Jeg fik fuld spilletid i alle kampe, og selv om jeg selvfølgelig godt kunne have ønsket mere succes for holdet, glæder jeg mig over, at det gik godt for mig. Fysisk er jeg stadig i god form. Jeg træner hver eneste dag og er også med fire gange om ugen i B. 93 for også at træne med bold.

- Derudover kommer jeg hos en fysioterapeut i Dragør, så grundformen er helt, som den skal være, fortæller Per Krøldrup, der ikke har noget bud på, hvornår en ny klub kommer til at nyde gavn af den gode form:

- Det kan jeg ikke sige noget om. Forhåbentlig går det hurtigt, men jeg er tålmodig og venter på, at det rette tilbud dukker op.

Per Krøldrup har spillet 33 landskampe for Danmark.