Kryptisk AGF-sportschef: Der kan ske noget meget snart
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Kryptisk AGF-sportschef: Der kan ske noget meget snart

AGF arbejder på at hente nye spillere ind, inden transfervinduet lukker. Og der kan komme et gennembrud meget snart.

Morten Nordstrand, Davit Skhirtladze og Ahmed Yasin har alle forladt AGF i dette transfervindue, og indtil videre er de tre offensive spillere ikke blevet erstattet. Med lidt over en uge igen af transfervinduet begynder det hele af spidse til, og sportschef Jens T. Andersson påpeger da også, at der meget vel kan ske noget snart.

Tipsbladet.dk talte med svenskeren torsdag, og fredag morgen kom historien fra Ekstra Bladet om, at klubben jagter Vidar Örn Kjartansson, der spiller i Kina og tidligere har hamret mål ind på stribe i Tippeligaen. Det lader altså til, at sportschefen snart får de offensive tilgange, som der er brug for.

- Det kan godt ske snart. Det er altid svært at tale om tidshorisont, men vi har forskellige alternativer til den offensive del af banen, hvor vi arbejder på at komme nærmere hinanden (med en anden klub, red.). Det kan gå meget hurtigt pludseligt, siger min erfaring mig. Nogle gange sker der noget på fire timer, andre gange tager det fire dage, siger sportschefen til tipsbladet.dk.

AGF har tidligere meldt ud, at klubben jagter tre spillere til at erstatte de tre, der har forladt klubben. Det er fortsat målet, også selv om klubben har hentet den svenske forsvarsspiller Niklas Backman. Men det er ikke sikkert, det ender med tre mand.

- Der er tre offensive spillere, der har forladt os, så selvfølgelig kigger vi efter offensive forstærkninger. Vi kan godt tænke os at få noget ind længst fremme, men det skal også være den rette spiller. Vi ved, vi har noget kvalitetet (i truppen, red.) nu. Vi meget obs. på de spillere, vi henter ind. Det er hårdt arbejde, og det kommer nok til at gå til de sidste dage af transfervinduet (før AGF får de sidste forstærkninger, red.), siger Jens T. Andersson.

Mens klubben jagter spillere, foregår også et spil for at forlænge nogle aftaler, og mens de to ting har foregået simultant, flyttes fokus nu noget mere over på arbejdet med at sikre forstærkning.

- Når man nærmer sig deadline på et transfervindue, går der mest tid med det. Man har ikke lang tid at agere i, siger sportschefen.