Superliga

Kuhn: Tror på Sivebæk

Allan Kuhn er indtil videre tilfreds med sin nye højre back Christian Sivebæk, der står til at udfylde pladsen i forsvaret efter afskeden med Brian Priske.

Igennem flere sæsoner har trænerne i FC Midtjylland forsøgt at få det bedste frem i kantspilleren Christian Sivebæk. Sivebæk har primært spillet højre wing og er mest kommet ind som indskifter, hvor sønnen af den tidligere landsholdsspiller John Sivebæk har svinget mellem gode præstationer med gode driblinger og indlæg og anonyme optrædener, hvor det mest bemærkelsesværdige har været hæse FCM-trænere, der har forsøgt at dirrigere kantspilleren på plads.

I dette forår får 22-årige Sivebæk en gylden chance for at blive fast førsteholdsspiller, da klubben ikke har valgt at finde en erstatning udefra for Brian Priske, som klubben trods et succesfuldt lejemål i efteråret ikke valgte at beholde.

Den hurtige kantspiller har aldrig haft sine forcer i defensiven, men cheftræner Allan Kuhn tror på, at Sivebæk bliver en succes på backen trods sine relativt få kampe på pladsen.

- Vi har også Jesper Bøge på pladsen, så Sivebæk skal kridte skoene. Men jeg er sikker på, at han vil gøre alt for at få succes. Vi satser på Sivebæk og tror på ham. Vi vil give ham ro til at lære pladsen at kende. Han har nogle offensive kvaliteter, som ingen andre har, siger Allan Kuhn til tipsbladet.dk.

I FC Midtjylland håber man på, at Sivebæk lærer at passe sit defensive ansvar og samtidig bruger sin speed og gode teknik til at blive en offensiv trussel på kanten, hvilket Sivebæk som wing har haft svært ved at gøre konstant.

Christian Sivebæk har kontrakt med FC Midtjylland indtil 2013.