Kusk: Pokalkamp kan sagtens blive som opgøret mod Helsingør
Foto: Getty Images
Superliga

Kusk: Pokalkamp kan sagtens blive som opgøret mod Helsingør

Onsdag står FC København overfor Skive i pokalturneringen, og det bliver en kamp, hvor Kasper Kusk ikke regner med, at modstanderen giver noget væk.

FC København har haft ret godt styr på den danske pokalturnering i de seneste år, hvor det er blevet til tre pokaltitler i træk, og nu jagter de altså at lave fire på stribe. Her skal FC København først og fremmest komme forbi 1. divisionsholdet fra Skive.

For Kasper Kusk kan han godt se ligheder mellem netop Skive og weekendens modstander fra Helsingør, fortæller han i et interview på FC Københavns officielle hjemmeside.

- Det kan godt blive en kamp af samme type som mod Helsingør, hvor vi skal skabe kampen, mens de står langt tilbage. Så vi skal finde de samme takter frem fra 1. halvleg, og så kan vi selvfølgelig også håbe på en hurtig scoring. Men vi kan nok ikke kan forvente, at de giver lige så meget væk som Helsingør gjorde et par gange, lyder det fra Kasper Kusk.

Kusk selv var dog ikke med i kampen mod Helsingør, men meget tyder på, at han godt kan se frem til spilletid i kampen, hvilket han også fik mod Lokomotiv Moskva og Qarabag tidligere på sæsonen. Det er noget, som han sagtens kan bruge til noget.

- Der er dejligt, at jeg har fået lov at spille lidt flere af de sjovere kampe, og jeg synes generelt det er gået bedre for holdet og for mig personligt på det seneste, og det skal vi bare bygge videre på. Der kommer nok lidt udskiftninger til Skive-kampen, men der er kamp om pladserne, og alle vil gerne vise sig frem og prøve at spille sig på holdet, siger Kasper Kusk og tilføjer:

- Det ser mere solidt ud. Vi spiller mere kontrolleret og laver færre dumme fejl, og så er vi også begyndt at få nogle af de nemme mål, som vi også fik sidste sæson. Det var sværere i hjemmekampene mod fx Hobro og Horsens, hvor vi skulle bruge ufatteligt mange chancer på at score. Nu går det lidt nemmere, og det giver også mere selvtillid, siger FCK-offensivspilleren.

Kasper Kusk har en del erfaring fra den danske pokalturnering, og han har også tidligere vundet den med AaB tilbage i deres double-sæson i 2014, hvor de slog FCK i finalen med 4-2.

Kampen mellem Skive og FC København spilles onsdag klokken 18.15, og den bliver sendt direkte på TV3+.