Lange: Bliver i AGF, fordi Riddersholm er kommet
Foto: Casper Holmenlund Christensen/Polfoto
Superliga

Lange: Bliver i AGF, fordi Riddersholm er kommet

Det var egentlig meningen, at Jesper Lange skulle forsøge at finde en ny klub nu, men han bliver og giver det en chance mere i AGF, efter Glen Riddersholm er blevet ny cheftræner.

Jesper Lange passede aldrig ind i Morten Wieghorsts spillestil i AGF. Angriberen er mere kendt for hårdt arbejde og pågående spil end for at være en vigtig station i det opbyggende spil. Derfor var Lange egentlig også på vej væk fra klubben, inden Wieghorst blev fyret.

Ind kom Glen Riddersholm, og derfor har Lange valgt at give det endnu en chance i AGF, som han ellers ville væk fra.

- Morten er en dygtig træner rent fagligt, men der er forskelligt syn på, hvordan man ser fodbold og hvad fodbold er. Og der er Glen Riddersholm meget mere en træner efter mit hoved, som har fokus på holdet, siger han til Århus Stiftstidende.

- Jeg ser det som en fantastisk mulighed for at blive en succes her i klubben, som jeg så inderligt håber at blive. Jeg var egentlig blevet enig med klubben om, at jeg skulle prøve at finde noget andet nu. Men de kom hurtigt til mig, da de fik en ny træner ind. Wieghorst var ikke så meget til, at jeg skulle være en del af planen. Ikke at Glen har lovet mig, at jeg skal være det, men det er en frisk start.

Glen Riddersholm har allerede varslet, at der vil komme mere fokus på dueller og direkte spil, end der var under Wieghorst. Det er umiddelbart en stil, der passer langt bedre til den energiske Lange, som har et halvt år til at imponere sin nye træner, inden hans kontrakt udløber.