Superliga

Lars J. om CV: Spillernes skyld

Lars Jacobsen tager ansvaret for, at Carsten V. Jensen snart kan kalde sig forhenværende cheftræner i FC København.

FC København meddelte her til aften, at de skal ud på markedet for at finde en ny cheftræner, så Carsten V. Jensen kan fortsætte sit job som sportschef med kun en enkelt kasket på hovedet.

Landsholdsspiller Lars Jacobsen er ikke i tvivl om hans og holdkammeraternes rolle i Carsten V. Jensens farvel til trænerjobbet.

- Der står skyldig hen over panden på mig og de andre FCK-spillere. Det er os spillere, der har svigtet ham. Han har gjort det så godt, han kunne under de forhold, han kom ind under. Vi spillere har også gjort det så godt, vi kunne, men vi har bare ikke magtet at hente de få point, vi havde brug for til sidst, sagde Lars Jacobsen ved landsholdets træning ifølge sporten.dk

FC København endte sæsonen som nummer to efter FC Nordsjælland, der tog guldet og den direkte plads i Champions League efter FCK's deroute i sæsonens opløb.

Den deroute havde ingen trænere dog kunne ændre på, mener landsholdsbacken.

- Ingen andre trænere havde været i stand til at gå ind og gøre bedre. Han var den helt rigtige løsning på det tidspunkt, og jeg er da lidt overrasket over, at han ikke var træner i længere tid. Men for mig betyder det virkelig meget, at han bliver i klubben som sportsdirektør, siger Lars Jacobsen, der samtidig ikke lægger skjul på, at den nu tidligere cheftræner spillede en stor rolle i hans beslutning om at vende hjem til Danmark og FCK for et år siden.

- CV har en stor andel i, at jeg valgte FCK. Han har betydet mig for mig, og det ærgrer mig helt klart, at han ligesom får skylden for vores dårlige forår. Hvis man analyserer det, så er det reelt i de sidste kampe, vi ikke formår at løfte os som hold og hente pointene.

Nu kan Lars Jacobsen og resten af FCK'erne så vente med spænding på at se, hvem der står med taktiktavlen i hånden, når der efter sommerferien fløjtes til sæsonstart med blandt andet Champions League-kvalifikationskampe for øje.