Lasse Nielsen nærmer sig Brøndby-skifte
Illustration
Superliga

Lasse Nielsen nærmer sig Brøndby-skifte

Den danske forsvarsspiller Lasse Nielsen er i søgelyset hos flere danske klubber.

Det er ingen hemmelighed, at den danske forsvarsspiller Lasse Nielsen er på klubjagt denne sommer. Og selvom den danske stopper tidligere har udtalt, at han helst bliver i udlandet, synes et skifte til Superligaen at være tæt på. 

Det hollandske medie omroepgelderland.nl skriver således, at Lasse Nielsen er i søgelyset hos Brøndby. Ifølge mediet kan den danske stopper endda blive præsenteret i klubben inden længe. 

Det er ikke første gang, at Lasse Nielsen bliver sat i forbinelse med et skifte til Superligaen. Tidligere på sommeren er Nielsen blevet sat i forbindelse med blandt andre Esbjerg, FC Midtjylland og FC København, men nu ser det altså ud til, at Brøndby er tæt på at hente den danske forsvarsspiller. 

Lasse Nielsen udtalte for nylig til tipsbladet.dk, at han er åben for et skifte til Danmark, selvom han helst bliver i udlandet.

- Jeg lukker ingen døre, men det er ikke min førsteprioritet. Jeg vil ikke udelukke noget – heller ikke Danmark – men som udgangspunkt vil jeg gerne blive ude. Men hvis det alligevel skulle ende med Danmark, vil jeg heller ikke have et problem med det, sagde Lasse Nielsen til tipsbladet.dk for en ti dage siden.