Video : Tipsbladet
Superliga

Lasse Rise tæt på svensk skifte

Danske Lasse Rise er til prøvetræning i svenske Helsingborg IF, hvor han håber på at kunne vise sig godt frem.

Den danske offensivspiller Lasse Rise kan være på vej væk fra dansk fodbold. Den 31-årige Lyngby-spiller har ikke optrådt meget på det seneste, hvor skader har gjort den seneste tid i Lyngby til en svær omgang for angriberen. 

Nu kan der dog være en løsning på vej omkring Lasse Rise. Ifølge det svenske medie HD.se er Rise nemlig til prøvetræning hos Helsingborg IF, som spiller i den næstbedste svenske række. Og der er ikke tale om hyggetræning for danskeren. 

Lasse Rise håber nemlig på, at et skifte kan være på tale.

- Jeg var skadet i det første halve år for Lyngby, og jeg har ikke spillet så meget på det seneste. Jeg har talt med Lyngby om muligheden for at komme videre, og de er åbne for det, siger Lasse Rise til HD.se og fortsætter:

- Der er ikke noget stort drama i det. Jeg vil gerne spille mere, end jeg har gjort i det seneste halve år, og det forstår Lyngby jo også godt. Nu er jeg her, og så må vi se, hvad der kommer til at ske, udtaler den danske angriber.

Lasse Rise udtaler desuden i interviewet, at han er imponeret over forholdene og historien i Helsingborg.