Video : Tipsbladet
Superliga

Lauridsen: Slutspillet begynder i dag

Jesper Lauridsen er ikke i tvivl om, at dagens kamp kommer til at afgøre meget for Esbjerg. For dem begynder slutspillet allerede i dag.

Det er nye tider i Superligaen, hvor alle midterhold og bundhold kæmper deres livs kamp for at skrabe point nok til sig. Det kan vise sig at være altafgørende, når man bliver delt op i to grupper. Når Esbjerg tager imod Horsens søndag kæmper begge hold for at få et godt udgangspunkt med sig over i slutspillet, og hjemmeholdets Jesper Lauridsen er ikke i tvivl om kampens betydning. 

- Dagens kamp mod Horsens kommer til at definere meget. Får vi en sejr, har vi snor i flere af holdene foran os, taber vi, vil vi være mere isoleret. Vores slutspil begynder i dag, og det er sådan nogle kampe, man gerne vil spille. Jeg tror på en kamp med fed intensitet og håber naturligvis, at den falder ud til vores fordel, siger Jesper Lauridsen til Esbjergs hjemmeside.

Esbjerg har haft en turbulent sæson med en trænerfyring og en ny sportsdirektør, som har hentet mange ukendte navne ind. Det har vendt stemningen i truppen, som i efterårssæsonen var tynget af mange nederlag. 

- De nye spillere kommer fra et andet sted, de vil gerne vise sig frem og er måske ikke tynget af så mange nederlag som de andre i truppen. De kommer med selvtillid og ny energi, så vi kan rive hinanden med. Samtidig skærper det konkurrencen. Jeg har dog været så heldig at spille alle kampe, siger Jesper Lauridsen.